Over en million er smittet på kun seks dage, viser opgørelse fra Johns Hopkins University.

I USA er antallet af bekræftede covid-19-tilfælde lørdag steget til over 12 millioner. Det viser optællinger fra Johns Hopkins University.

Den triste milepæl kommer, kun seks dage efter at USA nåede op på 11 millioner smittede.

USA er med afstand det land i verden med flest coronatilfælde. Indien har med godt ni millioner smittede næstflest tilfælde. Derefter kommer Brasilien med godt seks millioner smittede.

Målt i forhold til indbyggertal er USA dog ikke hårdest ramt. Det er også værd at bemærke, at det er svært at sammenligne smittetal direkte imellem lande, da det er forskelligt, hvor meget der bliver testet for virusset.

Sundhedsmyndighederne i USA har indtrængende opfordret folk til at blive hjemme ved den store helligdag thanksgiving i næste uge, hvor amerikanerne traditionelt rejser tværs gennem landet for at være sammen med deres familie.

I storbyen New York er skolerne blevet lukket for 1,1 million elever og studerende, mens delstaten Californien fra lørdag har indført et natligt udgangsforbud. Udgangsforbuddet gælder fra klokken 22.00 til klokken 5.00.

I Chicago, som er USA's tredjestørste by, har folk fået besked på at blive hjemme.

Mens smitten spreder sig hastigt, anes der dog lys i mørket.

Det amerikanske medicinalselskab Pfizer ansøgte fredag om hastegodkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, af selskabets coronavaccine, som er udviklet sammen med tyske Biontech. En vaccine fra Moderna har også vist foreløbigt lovende resultater.

/ritzau/Reuters