Island har oplevet flere tusind jordskælv på meget kort tid – og det har fået myndighederne til at advare befolkningen i området Grindavík tæt på Reykjavik og landets største lufthavn.

Over 10.000 jordskælv er der blevet registreret siden lørdag i Grindavík og omegn. Det skriver Iceland Monitor.

Ifølge Islands meteorologiske tjeneste har der siden mandag været flere mindre jordskælv, der er mindre end fire på richterskalaen, som er i den lave ende.

Søndag morgen var der et større jordskælv, der lå på 4,7, mens der søndag aften ramte et skælv, som kom helt op på 5,4 på richterskalaen. Middelværdien på skalaen er fem.

De mange – og i nogle tilfælde voldsomme – jordskælv har fået myndighederne til mandag at sende en advarsel ud. Folk rådes til at sikre sig, at der ikke er tunge, løse genstande i nærheden af, hvor de sover eller opholder sig generelt.

Folk, der vandrer, advares også om mulige mudderskred og sten, der ruller ned på grund af jordskælvet. Egentlig frarådes det at tage på vandretur, hvis man ikke allerede er taget af sted.

Beboere og virksomheder i området, der har lidt tab på grund af jordskælvene, bedes kontakte deres forsikring – mange i Island har en særlig forsikring, der træder i kraft, hvis de og/eller deres ejendele udsættes for en naturkatastrofe.

For selvom de fleste jordskælv er små, så oplever flere beboere og virksomhedsejere, at deres ejendele går i stykker. Falder ned fra hylder, vælter og går i stykker.

»Alle skuffer og skabe åbnede, og madvarer faldt på gulvet. Dekorative statuer på hylder og fotorammer faldt også på gulvet og gik i stykker. Det var noget rod,« siger Laufey Fjóla Hermannsdóttir, der bor i Grindavík, om det store jordskælv i går.

»Vi troede, at vinduerne ville blive knust, men det skete heldigvis ikke,« fortsætter hun.