En familie fra den australske delstat Queensland overvejer kraftigt at hive ledelsen af forlystelsesparken Dreamworld i retten.

Det sker, efter en pige på bare otte år har fået alvorlige sår på kønsorganerne under en tur i vandrutsjebanen 'The Fully 6'. Det skriver news.com.au.

Det sker blot tre måneder efter, at firmaet bag forlystelsesparken, Ardent Leisure, fik en bøde på over 16 millioner kroner for en tragisk hændelse i 2016.

Dengang døde fire mennesker i en vandforlystelse, da den båd, de sad i, pludselig vendte bunden opad, og de blev kastet ud.

Redningsfolk arbejder efter ulykken 25. oktober 2016, der kostede fire mennesker livet i Dreamworld på guldkysten i Australien.
Redningsfolk arbejder efter ulykken 25. oktober 2016, der kostede fire mennesker livet i Dreamworld på guldkysten i Australien. Foto: DAN PELED
Vis mere

Den otteårige og hendes søskende gik op på rutsjebanen i WhiteWater World 22. november. Det er en park med samme ejere som Dreamworld på den australske guldkyst.

Men da turen var forbi, kom pigen op af vandet med blod, der 'kom fossende ud'. Hun havde pådraget sig et alvorligt vaginalt sår, fortalte hendes mor til avisen The Courier-Mail.

»Hun græder af smerte, hun bløder over det hele. De tog det ikke alvorligt,« sagde hun. Skaden skete formentligt på grund af vandtrykket.

En tur på 'The Fully 6' er med seks ture på forskellige spændingsniveauer. Turene kommer med lyseffekter og er 'totalt stejle for at give dig den ultimative oplevelse af at glide med din krop', som WhiteWater World selv beskriver det.

WhiteWaterWorld.
WhiteWaterWorld.
Vis mere

Alle, der deltager, skal være mindst 1,20 meter høje og må ikke veje over 120 kilo.

En talskvinde for parken siger i en udtalelse til avisen, at parken 'erkender skaden, som en gæst fik'.

Efter ulykken blev pigen tilset af parkens sygeplejerske og en paramediciner, og en ambulance blev tilkaldt.

»Vore tanker er med gæsten og hendes familie. Vi ønsker, at hun skal komme sig fuldstændig og hurtigt,« lyder det fra parken.