Lyt til artiklen

Efter tyveri af Banksy-maleri er andre værker i området ved Kyiv nu under politibeskyttelse, oplyser guvernør.

Politi i Ukraine har anholdt otte personer, som er mistænkt for at have stjålet et maleri af graffitikunstneren Banksy.

Værket var opført på muren af et ødelagt hus i Hostomel, der er en forstad til Ukraines hovedstad, Kyiv.

»En gruppe mennesker forsøgte at stjæle et murmaleri af Banksy. De skar værket ud fra muren på et hus, der var ødelagt af russerne,« skriver guvernøren i Kyiv, Oleksij Kuleba, i en meddelelse på beskedtjenesten Telegram.

»Flere personer blev anholdt på stedet,« tilføjer han.

Politichefen i Kyiv oplyser, at de otte personer, der mistænkes for at have været involveret i tyveriet af det værdifulde graffitimaleri, er mellem 27 og 60 år.

De otte bor i Kyiv eller i byen Tjerkasy, der ligger omkring 200 kilometer sydøst for hovedstaden.

Maleriet forestiller en person klædt i morgenkåbe og med gasmaske for ansigtet. I hænderne holder vedkommende en ildslukker.

Det var malet ved et vindue, der er sort af sod efter en brand som følge af et russisk angreb.

Maleriet er i god behold og er nu i myndighedernes varetægt, oplyser Kyivs guvernør.

I samme område er der flere andre murmalerier, som menes at være lavet af Banksy. De er nu under politibeskyttelse, oplyser Kuleba.

Den britiske graffitikunstner, som i årtier har formået at holde sin identitet hemmelig, offentliggjorde i november fotos af en række værker, han har malet i området omkring Kyiv.

Hostomel og en anden forstad, Borodjanka, er begge blevet hårdt ramt af russiske angreb.

/ritzau/AFP