Torsdag morgen blev den drabsdømte, tidligere atletikudøver Oscar Pistorius hastet på hospitalet i Pretoria.

Det skriver mediet Citizen.co.za.

Pistorius havde klaget over brystsmerter forinden, og man frygtede, at han var ved at blive ramt af et hjerteanfald.

Ambulancen kørte ham til Kalafong Hospital torsdag morgen, hvor han var eskorteret af bevæbnede vagter. Den tidligere paralympiske atletikmester blev udskrevet få timer efter, han blev hastet til hospitalet. Johan van Wyk, der er talsmand for Pistorius-familien, bekræfter historien og fortæller, at Pistorius er ok.

Det er ikke første gang, at den 30-årige sydafrikaner er blevet behandlet på hospitalet under sit fængselsophold. Sidste år i august røg han på hospitalet på grund af skader, som han havde pådraget sine håndled. Her lød den officielle forklaring, at han var faldet ud af sin seng.

En indsat fortalte dog til et andet medie, at skaden var en, som Oscar Pistorius havde pådraget sig selv.

'Blade Runner', der var Pistorius' kælenavn i pressen, afsoner en seksårig fængselsdom for drabet på kæresten Reeva Steenkamp, som han begik i 2013 på Valentins Dag.

Her skød og dræbte han Reeve Steenkamp med fire skud fra sin pistol. Hun stod bag døren til badeværelset, da hun blev ramt af de dræbende skud. Flere gange under retssagen brød Pistorius sammen i gråd. Her forklarede han blandt andet, at han troede, kæresten var en indbrudstyv, hvorfor han mente, at der var tale om selvforsvar og en tragisk ulykke.