USA's justitsministerium har fredag givet skattevæsnet ordre til at udlevere tidligere præsident Donald Trumps skattepapirer.

Det er dokumenter, som et skatteudvalg i Repræsentanters Hus har forsøgt at få udleveret siden 2019.

Justitsministeriet fastslår, at udvalget har en legitim ret til at se skattepapirerne. De dækker en periode på seks år.

Der er i udvalget luftet mistanke om, at Trump har fusket med skattepapirerne.

Det er det andet store tilbageslag fredag for den tidligere præsident. Dokumenter fra justitsministeriet, som er offentliggjort i Kongressen, viste lidt tidligere på dagen, at Trump i slutningen af december forsøgte at presse justitsministeriet til at erklære resultatet af præsidentvalget ugyldigt.

De to offentliggørelser er en markant drejning, i forhold til da Trump var præsident. Her fastholdt han, at det var hans ret som præsident at nægte Kongressen indsigt i hans gøren og laden.

Formanden for Repræsentanters Hus, demokraten Nancy Pelosi, hilser beslutningen om Trumps skat velkommen.

- Adgang til tidligere præsident Trumps selvangivelse er et spørgsmål om national sikkerhed, siger hun og føjer til:

- Det amerikanske folk fortjener at kende fakta om præsidentens urovækkende interessekonflikt og undergravning af sikkerhed og demokrati.

Alle tidligere præsidenter siden Richard Nixon i 1969 har gjort rede for deres skatteforhold. Men Trump blev undtagelsen.

Han henviste hele tiden til, at hans skatteopgørelse var "til behandling" hos IRS. Det er forkortelsen for USA's skattevæsen.

Avisen The New York Times har tidligere gengivet nogle af Trumps lækkede skattepapirer. Her fremgik det, at han i en årrække næsten ikke betalte skat til den føderale kasse.

/ritzau/Reuters