I Moskva ventes parlamentet snart at tage stilling til, om fire regioner i Ukraine skal indlemmes i Rusland.

Mindst 96 procent af vælgerne i fire østukrainske regioner, der er besat af Rusland, har stemt ja til at tilslutte sig Rusland.

Det viser den foreløbige, officielle optælling, efter at op mod 18 procent af stemmerne er talt op. Det meddeler valgmyndigheder i de fire regioner ifølge russiske nyhedsbureauer.

Tirsdag sluttede de omstridte folkeafstemninger, som de russisk-loyale regionale styrer har holdt over fem dage i fire regioner i det østlige Ukraine.

Det drejer sig om Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine - der tilsammen også hedder Donbas - og Kherson og Zaporizjzja i sydøst.

De fire regioner er helt eller delvist besat af Rusland. I alt udgør de 15 procent af Ukraines territorium.

Ukraine og de vestlige lande, der støtter Ukraine, har betegnet folkeafstemningerne som en ulovlig manøvre, der skal give Rusland et tyndt juridisk grundlag for at erklære de fire regioner for russiske. De har på forhånd afvist, at de vil anerkende resultatet.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger tirsdag aften, at afstemningerne er "en åbenlys krænkelse af folkeretten".

Folkeafstemningerne er gennemført med kort varsel. De er konkret foregået ved, at embedsmænd, der er indsat af Rusland, er gået fra hus til hus med stemmebokse.

Det baner vej for, at den russiske præsident, Vladimir Putin, kan erklære, at Rusland annekterer de fire regioner.

Det betyder, at hvis Ukraine gør et forsøg på at generobre de fire regioner, kan Putin betegne det som et angreb på Rusland.

Han sagde i sidste uge, at han er villig til at bruge atomvåben for at forsvare Ruslands "territoriale integritet".

I Moskva siger formanden for Føderationsrådet, der er det øverste af de to kamre i Ruslands parlament, at rådet muligvis allerede den 4. oktober vil tage stilling til, om de fire regioner skal indlemmes i Rusland.

Regeringen i Ukraine betegner det som et helt igennem ulovligt træk fra russisk side, der kun har til formål at annektere de fire regioner.

Præsident Volodymyr Zelenskyj og hans regering har flere gange advaret om, at russisk annektering af ukrainske områder vil knuse ethvert håb om fredsforhandlinger.

Den ukrainske regering meddeler videre, at folkeafstemningerne "ikke kommer til at have nogen indflydelse" på kampene i det østlige Ukraine. Det skriver AFP.

/ritzau/Reuters