Lyt til artiklen

»Det er meget usædvanligt for en kinesisk leder at agere på denne måde.«

Sådan lyder det fra en tidligere canadisk ambassadør i Kina, når han ser på det usædvanlige optrin, der onsdag udspillede sig på sidelinjerne under et G20-møde.

Der endte den kinesiske præsident, Xi Jinping, med at lange ud efter og irettesætte den canadiske premierminister, Justin Trudeau – foran et rullende kamera.

Selvom han smilede, var det tydeligt, at han var utilfreds med den canadiske leder, som han beskyldte for at have lækket oplysninger fra et møde mellem de to tirsdag.

Foto: ADAM SCOTTI/PMO
Vis mere

»Alt, vi diskuterede, er blevet lækket til aviserne,« sagde Xi blandt andet gennem en tolk og tilføjede:

»Det er ikke passende.«

Videoen af samtalen mellem de to har siden vakt opsigt, og ifølge det canadiske medie CTV News er det ikke kun det, der blev sagt, der er blevet bemærket – men også måden, det blev sagt på.

Blandt andet fortæller den tidligere canadiske ambassadør i Kina, Guy Saint-Jacques, at det ikke er normalt, man ser en kinesisk leder opføre sig på den måde:

»Jeg vil først sige, at det er meget usædvanligt for en kinesisk leder at agere på denne måde, for du må forstå, at i kinesisk kultur er det ikke meningen, at du skal få din samtalepartner til at tabe ansigt, og du forventer, at din samtalepartner heller ikke får dig til at tabe ansigt,« forklarer han til CTV News:

»Men vi ser, at Xi Jinping er bevidst. Han er rød i ansigtet … Han er ophidset, fordi han bevæger sine arme – noget, han ikke plejer at gøre, når han mødes med nogen. Og tydeligvis vil han sende en besked.«

Guy Saint-Jacques forklarer videre, at han har indtryk af, at »Xi Jinping ønskede at sende et klart budskab til premierministeren og til andre ledere«.

»Det er tydeligt, at Xi Jinping føler, at Canada er et mindre land. Han har ikke meget tid til Trudeau, og det viser, hvor kompliceret det vil være at forsøge at genoprette et minimum af relationer,« siger Guy Saint-Jacques.