En noget speciel sag med en ungarsk EU-politiker i hovedrollen har set dagens lys.

For det første blev han i fredags fanget, mens han tilsyneladende forsøgte at flygte ud af et vindue fra det, der bliver beskrevet som et 'orgie' eller en 'sexfest' med en del nøgne mænd. For det andet er han del af et parti, der kæmper imod LGBT+-menneskers rettigheder. Og for det tredje brød han coronarestriktionerne.

Det skriver BBC og en række andre internationale medier.

Den højreorienterede politiker Jozsef Szajer – der er en del af regeringspartiet i Ungarn, Fidesz, som ledes af premierminister Viktor Orban – har efterfølgende valgt at trække sig fra Europa-Parlamentet, der har hovedsæde i Bruxelles, hvor den påståede sexfest i fredags fandt sted.

Det hele begyndte fredag aften, hvor politiet i byen fik en anmeldelse om, at en fest med en del mennesker var i gang – hvilket er imod de nuværende coronarestriktioner i landet.

Da politiet dukkede op, fandt de omkring 20 personer, hvoraf to påkaldte sig diplomatisk immunitet.

Ifølge de belgiske medier var de fleste af dem, der var til stede, mænd, og flere af dem var nøgne, da politiet ankom til stedet.

Angiveligt blev Jozsef Szajer spottet, mens han forsøgte at klatre ud af et vindue på første sal og flygte ned via et nedløbsrør, skriver The Guardian.

»En forbipasserede fortalte til politiet, at han havde set en mand flygte ned ad et nedløbsrør: Han kunne identificere manden. Mandens hænder var blodige. Det er muligt, han kom til skade, mens han flygtede. Der blev fundet narkotika i hans rygsæk. Manden kunne ikke fremvise identifikationspapirer, og han blev eskorteret til sin bopæl, hvor han identificerede sig som S.J. (1961) via et diplomatisk pas,« oplyser anklagemyndigheden i Belgien.

Denne S.J. er efterfølgende blevet identificeret som Jozsef Szajer.

Den ungarske politiker valgte søndag at trække sig fra parlamentet, men på det tidspunkt oplyste han, at det skyldtes 'øget psykisk arbejdspres'.

Senere indrømmede han, at han havde været til stede til en fest fredag. Han beskrev dog ikke festen nærmere.

I en udtalelse afviste han imidlertid, at han skulle have taget stoffer eller have været i besiddelse af det:

»Jeg bruger ikke stoffer, og jeg fortalte politiet på stedet, at jeg var villig til at undergå en test, men de udførte ikke en. Politiet sagde, at en ecstacy-pille var blevet fundet. Det er ikke min. Jeg ved ikke, hvem der kan have lagt den der eller hvordan. Jeg har udtalt mig til politiet om det,« fortalte den 59-årige politiker.

Han beklager, at han brød med coronarestriktioner ved at forsamles med flere, end det er tilladt:

»Jeg er ked af, at jeg brød forsamlingsreglerne. Det var uansvarligt af mig, og jeg vil tage den straf, der følger med det,« forklarede han i udtalelsen, skriver BBC.

Ifølge BBC er sagen et 'alvorligt slag' for partiet Fidesz, som har siddet på regeringsmagten det seneste årti.

Jozsef Szajer var en af grundlæggerne af partiet, som står for traditionelle familieværdier, er kritiske over for LGBT+-rettigheder og for nylig fremlagde et forslag om at forbyde homoseksuelle at kunne adoptere.