For fire år siden skete det, som ingen havde regnet med.

Donald Trump vandt præsidentvalget over Hillary Clinton. Men kan Trump gentage den store overraskelse? Det tror et spinkelt flertal af amerikanerne, hvis man skal tro en ny meningsmåling.

Der er ellers ikke meget, der tyder på, at den siddende præsident, Donald Trump, kan slå Demokraternes udfordrer, Joe Biden.

I måling efter måling står Biden til en overbevisende sejr. Og hos RealClearPolitics måling af målinger fører han med et snit på 7,5 procentpoint.

Men spørger man amerikanere, hvem de tror vinder valget til november, i stedet for, hvem de ønsker vinder, så får man en omgang læsning, der må give søvnløse nætter for 77-årige Biden.

Målingen fra CBS News viser nemlig, at 40 procent af de adspurgte tror, Joe Biden vinder, mens 41 procent mener, Donald Trump får fire år mere i Det Hvide Hus. 19 procent ved ikke.

»Den her måling viser, at amerikanerne forventer, at det bliver meget tættere, end meningsmålingerne siger lige nu,« siger Anders Agner Pedersen, chefredaktør på Kongressen.com.

»For fire år siden var der også klare føringer til Hillary Clinton. Og det viser tydeligt, at Demokraterne frygter, at det kan ske igen,« uddyber han.

I målingen fra CBS News kan man også læse, at republikanerne umiddelbart har en større tiltro til deres præsidentkandidat, end det er tilfældet med Demokraterne.

Helt konkret mener 73 procent af demokraterne, at Joe Biden vinder. Blandt republikanerne mener 84 procent derimod, at Trump vinder.

»Trump har bedre fat i sit bagland. Og hans greb om de republikanske vælgere er bedre end Bidens greb om demokratiske vælgere,« siger Anders Agner Pedersen.

Det forklarer han blandt andet med, at en stor del demokrater ikke er specielt entusiastiske omkring Joe Biden. De går i stedet til stemmeurnerne for at få Donald Trump ud af Det Hvide Hus.

Donald Trump har stor tiltro blandt sine egne vælgere.
Donald Trump har stor tiltro blandt sine egne vælgere. Foto: SARAH SILBIGER
Vis mere

»Biden er ikke nogen stor folkeforfører. Han er ikke en, man som vælger falder i svime over. Og mange vælgere vil bare gerne have Trump ud – så er det ikke helt så afgørende, hvem der tager over,« siger Anders Agner Pedersen.

Han fortæller samtidig, at netop vælgernes entusiasme kommer til at blive helt afgørende. Det er de seneste valg glimrende beviser på.

»Det er svært at flytte stemmer over midten i USA. Så det handler om at få mobiliseret sine vælgere. Få dem op af sofaen og hen på valgstederne. Og der er Republikanerne oftest bedst. Når en demokrat vinder, så er det typisk, når de får gang i en bevægelse, som vi så det med Obama.«

Helt derhenne er Joe Biden ikke. Men han har ikke den modstand, som Hillary Clinton havde for fire år siden, hvor mange – ikke kun republikanere – ikke kunne udstå hende.

Joe Biden fører stort i de fleste meningsmålinger – alligevel tror en stor del af amerikanere stadig, han taber valget til november.
Joe Biden fører stort i de fleste meningsmålinger – alligevel tror en stor del af amerikanere stadig, han taber valget til november. Foto: Carlos Barria
Vis mere

»Ved sidste valg så vi næsten en modbevægelse mod Hillary Clinton, som længe troede, sejren var hjemme. Og det kan blive et af de største problemer for Demokraterne, hvis de tror, den er hjemme. Samtidig skal Biden få overbevist vælgerne om, at han vil andet end bare at få Trump ud af Det Hvide Hus.«

»Hvis han ikke lykkes med det, kan det sagtens gå galt for Biden,« siger Anders Agner Pedersen.