Roser er røde, violer er blå, kan du rime, kan du få. Det viste sig, da en kunde skrev et digt til flyselskabet Norwegian, som hjalp ham af med et ekstra gebyr.

Det skriver The Independent.

Passageren Gus Dolding fra England skulle ud at flyve med Norwegian, men på grund af en fejl ved flybookingen, var han nødt til at ændre et navn på boardingpasset.

Lavprisflyselskabet er kendt for sine mange gebyrer, hvor man blandt andet skal betale ekstra for at få serveret mad og få bagage med ombord. Og det at få ændret navn på billetten er der også ekstra omkostninger ved.

Det ville koste Gus Dolding 120 euro, eller hvad der svarer til 894 kroner i ekstra gebyrer at få ændret navn. Men gebyret var dråben for den 27-årige passager, som blev så træt af alle gebyrerne og formulerede det til flyselskabet i et digt på Norwegians Facebookside.

I et digt på fem strofer skriver han blandt andet:

‘Why can't you be fair
Norwegian Air
Just skip that ammendment fee
And just let us change it for free’

Som på dansk bliver til:

‘Hvorfor kan I ikke være fair
Norwegian Air
Bare drop tillægsgebyret
Og lad os ændre det gratis’

I digtet forklarer Gus Dolding også, at det er hans rejsekammerat William, som skal have ændret sit navn, eftersom det var kælenavnet Bill, der i første omgang blev trykt på billetten.

Uden at vide hvad opslagets effekt ville være, besluttede Norwegian sig for at imødekomme hans rimende efterspørgsel.

Og det viser sig, at nogle medarbejdere i Norwegians kundeservice også kan noget med ord. De producerede nemlig selv et digt for at give Gus Dolding de gode nyheder.

I en kommentar til Gus Doldings oprindelige opslag, skriver Norwegian blandt andet:

‘Dear Gus,
We understand all the fuzz
We try our best to reduce all the buzz
But fear not because'
we do not throw anyone under the buss’

Som oversat lyder:

‘Kære Gus,
Vi forstår al frustration
Vi vil gøre vores bedste for at reducere al summen
Men frygt ikke fordi
Vi kaster ikke nogen under bussen’

Og så enkelt fik Gus Dolding fjernet gebyret for navneændringen. I et citat til The Indepentent forklarer en talsperson fra flyselskabet, at de var glade for at kunne løse et kundeproblem på munter vis:

»Vores kundeservice hjælper mere end 33 millioner passagerer, der flyver med Norwegian om året, og det her digt viser, at de også er en fleksibel, klog og kreativ gruppe af mennesker.«