Blot 10 km fra Helsingør opstillede svenskerne fire kraftige kanoner, der skulle få ram på nazisterne, hvis de forsøgte at krydse Sundet
De hed Brita, Asta, Sonja og Maja. Var fire til fem meter høje, 15 meter lange og tunge som et ondt år. Og de kunne skyde fra sig. Langt og dødbringende.
Trods de sødt klingende pigenavne, var Brita, Asta, Sonja og Maja kanoner. Placeret i Viken på den svenske vestkyst. Med kanonløbet rettet mod Danmark. Og Hitler.
For mens den danske regering den 9. april 1940 valgte at overgive Danmark til den tyske besættelsesmagt, var svenskerne klar til at gå til modangreb på Hitler, hvis de også blev angrebet.
Da Anden Verdenskrig brød ud 1. september 1939, blev hovedparten af den svenske hær sendt nordpå for at beskytte grænsen mod Finland. Det var dér, truslen var størst. Men besættelsen af Danmark blot syv måneder senere havde ingen forudset. Og med den lå især Skåne i det sydlige Sverige blottet for tyskerne. Ingen havde set truslen komme fra dansk jord.
Derfor handlede den svenske regering hurtigt, og fik straks iværksat, at der blev lavet befæstninger langs Øresunds kyst og bygget et underjordisk forsvarsanlæg dér, hvor Øresund er smallest: Overfor Helsingør og Gilleleje.
Hemmeligt projekt
Tusindvis af mænd gik i gang med arbejdet allerede 28. april 1940. De arbejdede i døgndrift og i al hemmelighed, så ingen fik nys om, hvad der foregik. Ifølge den svenske videnskabsjournalist Kristina Svensson lykkedes det i så stor stil, at Batteri Helsingborg - som anlægget hedder - forblev en hemmelighed for de fleste svenskere under krigen.
47 dage efter, at arbejdet blev påbegyndt, stod alt klart. Og de fire kanoner - som var opkaldt efter kønne piger i den lille bygd Viken, der lagde bakketop til anlægget - klar til at forsvare Sverige. Og holde Hitler på afstand.
Kanonerne var så potente, at de havde en skudvidde på 24 km, og selvom de hovedsageligt var tænkt til affyring af artilleri-ild mod fjendtlige flådefartøjer og fly, kunne de altså ramme et godt stykke inde i Danmark.
Nyheden om det hemmelige forsvarsværn nåede dog fjendens ører. Og efter sigende anså Hitler det for så stor en trussel, at han opførte et tilsvarende batteri på dansk side.
»Han indså, at hvis de ville besætte Sverige, ville de være tvunget til at bekæmpe Batteri Hälsingborg først,« som Johan Andrée, museumsinspektør ved Beredskabsmuseet i Viken, siger til den svenske avis Expressen.
Nøjagtigt hvor effektive Brita, Asta, Sonja og Maja var, fik den engelske bombepilot George Edgar Williams at føle. Han var på mission natten til 4. juli 1942, da han over Hornbæk i Nordsjælland blev ramt af tyskerne og hans flys ene motor satte i brand. I et forsøg på at redde flyet fløj han ud over Øresund i retning mod Sverige. Hvilket aktiverede Batteri Hälsingborgs kanoner. Og de ramte plet.
Fanget i faldskærmen
Mens hans fly langsomt sank mod havets bund med de seks øvrige besætningsmedlemmer om bord, kæmpede den 24-årige George Edgar Williams for sit liv. Han var fanget i faldskærmens snore, viklet ind i dem og blev langsomt trukket ned i havet. Men blev i sidste sekund reddet af en lokal fisker og hans datter, som skar ham fri og sejlede ham i sikker havn på svensk side.
Hvor stor en rolle de fire fyrige damer i Viken spillede i, at Sverige forblev frit og neutralt under Anden Verdenskrig, er uvist. Men de fik lov til at blive stående helt frem til 1990, hvor tilstanden i verden var så stabil, at man valgte at støbe dem ind i beton og lukke Batteri Hälsingborg helt ned.
Først i sommer kom pigerne ud i lyset igen. Eller det vil sige i første omgang Brita. Betonen blev nænsomt hugget af hende, pudsekluden hentet frem og nu står hun som et tungt vidne om dengang, hun var med til at holde Hitler på afstand.
