Anden gang lader til at være lykkens gang for John Ratcliffe, der er blevet taget i ed som efterretningschef.

Det tidligere republikanske kongresmedlem John Ratcliffe er tirsdag lokal tid blevet taget i ed som efterretningschef i USA.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Omstridte Ratcliffe blev godkendt til posten i Senatet, hvor republikanerne har flertal, i sidste uge. Flere demokrater udtrykte modstand.

Det er anden gang, at Ratcliffe har været kørt i stilling til posten, hvor man har det overordnede ansvar for USA's 17 civile og militære efterretningstjenester, deriblandt CIA.

Da præsident Donald Trump sidst nominerede Ratcliffe sent i juli, valgte Ratcliffe kort efter at trække sig som kandidat.

Det skete, efter at der var blevet sat spørgsmålstegn ved Ratcliffes kvalifikationer.

Men denne gang får han altså lov til at indtage rollen.

I mellemtiden har to fungerende efterretningschefer varetaget posten.

Det er tidligere ambassadør i Tyskland Richard Grenell, der har udfyldt rollen som USA's efterretningschef senest. Ifølge dpa ventes han ikke at vende tilbage som ambassadør.

Talskvinde i Det Hvide Hus Kayleigh McEnany har udtalt, at Grenell er et "højt værdsat medlem af administrationen", og "vi skal se, hvor han fortsætter".

Det seneste lille års proces med at finde en ny, fast efterretningschef blev for alvor sat i gang, da Dan Coats trak sig fra posten 15. august.

Han havde på flere områder været på kollisionskurs med Trump, blandt andet i forhold til spørgsmål vedrørende Rusland, Nordkorea og Iran.

Da Trump dengang fremhævede Ratcliffe som den rette mand til jobbet, blev det af flere demokrater mødt med frygt for, at Ratcliffe blot blev indsat, fordi hans synspunkter lå tæt op ad Trumps.

Ratcliffe har repræsenteret Texas i Repræsentanternes Hus og har blandt andet siddet i efterretningsudvalget.

/ritzau/