Serbiske demonstranter i det nordlige Kosovo er vrede over, at der er indsat albanske borgmestre i deres byer.

Omkring 25 soldater fra den NATO-ledede styrke KFOR er såret i sammenstød i det nordlige Kosovo mandag.

Det meddeler KFOR mandag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Soldaterne, som er fra Italien og Ungarn, er blandt andet blevet forbrændt og har i nogle tilfælde fået knoglebrud.

En KFOR-styrke er sat ind for at holde utilfredse serbere væk fra tre rådhuse i det nordlige Kosovo, hvor der er indsat kosovoalbanske borgmestre.

Det betragter serberne som en provokation og har demonstreret i de pågældende byer.

Tidligere mandag samledes grupper af serbere i den lille by Zvecan, hvor flertallet af indbyggere er serbere. Her forsøgte de at trænge ind i byens rådhus.

En talsperson for NATO betegner det som »uprovokerede angreb« mod KFOR-soldater i det nordlige Kosovo.

»Sådanne angreb er helt uacceptable. Volden må stoppe omgående. Vi opfordrer alle sider til at afstå fra handlinger, der øger spændingerne yderligere, og til at indgå i dialog,« lyder det i en skriftlig udtalelse fra NATO.

I Zvecan stødte serbiske demonstranter også sammen med det lokale politi.

Flere af demonstranterne spraymalede bogstavet Z på nogle af NATOs køretøjer. Det er et tegn, der bruges af de russiske styrker i Ukraine.

I en anden by tættere på grænsen til Serbien, Leposavic, havde kampklædte amerikanske soldater rullet pigtråd ud og taget opstilling ved det lokale rådhus, som hundredvis af vrede serbere truede med at storme.

Også i byen Zubin Potok blev KFOR-soldater sat ind for at beskytte byens rådhus.

Serbernes utilfredshed bunder i et lokalvalg i april i det nordlige Kosovo, som de boykottede.

Det betød, at etniske albanere sikrede sig valgsejren og dermed en række borgmesterposter på trods af en valgdeltagelse på sølle 3,5 procent.

I sidste uge indsatte Kosovos premierminister, Albin Kurti, officielt de albanske borgmestre. Det skridt medførte kritik fra USA og andre allierede.

Byerne i det nordlige Kosovo er hovedsagelig beboet af serbere, mens den øvrige del er beboet af etniske albanere.

Der er ofte konflikter i de nordlige distrikter i Kosovo. Serberne er loyale over for regeringen i Beograd, og de har ikke accepteret Kosovos selvstændighed.

Kosovo var en serbisk provins indtil 2008, hvor det erklærede sig uafhængigt af Serbien.

Ud over Serbien har blandt andet Rusland afvist at anerkende Kosovo som et selvstændigt land.

/ritzau/