96 procent af kabinepersonalet i Lufthansa har onsdag eftermiddag stemt for at gå i strejke og dermed slutte sig til flyselskabets ansatte på jorden.

Dermed står den på totalt kaos forude trafikalt i Tyskland, som også står overfor en togstrejke.

Det skriver Bild.

Også danske fly- og togrejsende står til at blive ramt.

Forleden blev det meldt ud, at Lufthansa-strejken står til til at begynde torsdag klokken 4 om morgenen, og den vil vare indtil lørdag morgen klokken 7.10.

Men det er endnu ikke meldt officielt ud.

Foreløbig er en enkelt Lufthansa-afgang fra København aflyst torsdag. 

Lufthansa har for nylig øget sit bud til en lønstigning på ti procent. Men det blev afvist af 96 procent af de ansatte, som mener, at deres løn ikke er forenelig med inflationen.

Marvin Reschinsky er forhandlingsleder for flypersonalets fagforening, Verdi. Han siger:

»Det er umuligt at forstå, at en virksomhed, der i denne uge kommer med rekordregnskab og bonusser til bestyrelsesmedlemmer ikke kan give lønforhøjelser til medarbejdere på gulvet med en timeløn på 100 kroner.«

Strejken på de tyske skinner er sat til at vare fra torsdag klokken 02 til fredag klokken 13.

DSB skriver på sin hjemmeside:

»Det er endnu uklart, hvornår togtrafikken mellem Danmark og Tyskland bliver genoptaget.«

DSB oplyser B.T., at rejsende med billetter til de pågældende afgange kan få dem refunderet eller ekstraordinært byttet til en senere rejse.