En bombe på 500 kilo fra Anden Verdenskrig blev søndag demonteret nær Den Europæiske Centralbanks hovedkvarter i Frankfurt efter en omfatttende evakuering af tusindvis af mennesker, skriver AP.

Byens myndigheder har evakueret op mod 16.500 personer, som alle måtte forlade deres hjem i Ostend-området øst for Frankfurts centrum.

Bomben er tilsyneladende amerikansk, og blev fundet under bygningsarbejde i juni.

Det blev vurderet, at bomben ikke udgjorde en umiddelbar trussel, og derfor blev det planlagt, at den skulle demonteres denne søndag.

En familie evakueres, mens bomben bliver demonteret.
En familie evakueres, mens bomben bliver demonteret. Foto: BORIS ROESSLER
Vis mere

En stor politistyrke kontrollerede hen over formiddagen, at omkring 1000 huse og lejligheder virkelig var tømt for mennesker.

På et tidspunkt blev en helikopter sat til at overflyve området med et varmekamera for at sikre, at ingen mennesker var i nærheden af bomben.

Det er ikke ualmindeligt, at bomber, der ikke er detoneret, bliver fundet i og omkring Tyskland, og eksperter mener ifølge The Local, at omkring 10 pct. af alle bomber, der blev smidt under 2. Verdenskrig, ikke eksploderede.

Det lykkedes de lokale myndigheder at uskadeliggøre den store bombe, og de mange beboere, der har måttet bruge deres søndag væk fra hjemmet, kan vende tilbage.