En omfattende drabsefterforskning er undervejs i England, efter en 16-årig pige lørdag blev stukket ihjel i en park i det nordlige England.

Søndag er politiet gået ud med offerets navn, Brianna Ghey, og har bedt offentligheden om hjælp til at opklare drabet.

Det skriver Skynews og BBC.

Brianna Ghey blev fundet liggende på en sti i Culceth Linear Park, vest for den nordengelske by Manchester, omkring klokken 15 engelsk tid lørdag.

Hun var hårdt såret af knivstik.

Flere ambulancer ankom til stedet, men Brianna Gheys liv stod ikke til at redde, og hun døde i parken.

Søndag er politiet så gået ud i offentligheden og har appelleret til, at potentielle vidner træder frem.

»Dette er virkelig et frygteligt angreb på en 16-årig pige, som på tragisk vis mistede livet. Vi appellerer til, at man står frem med information, der kan hjælpe os til at finde ud af, hvem der gjorde dette mod Brianna,« siger Mike Evans, politiinspektør i Cheshire Police, søndag:

»I særdeleshed vil vi meget gerne tale med to personer, som blev set i parken, hvor Brianna blev fundet, og som er blevet beskrevet som en hvid mand og kvinde, som er i deres sene teenageår/i starten af 20erne, og som begge havde mørkt, krøllet hår.«

»Manden bar en lang jakke med hætte på, og kvinden havde en meget karakteristisk rød- eller lilla-sortternet jakke på og en lang nederdel.«