Kort efter tirsdag middag har Storbritannien en ny premierminister.

Gennem to en halv uge har 160.000 medlemmer af det konservative parti – eller 0,35 procent af befolkningen – stemt om, hvem der skal overtage som leder af partiet. Valget har stået mellem Jeremy Hunt og Boris Johnson. Alt andet end en sejr til Johnson vil være en sensation.

Helt formelt sluttede afstemningen mandag aften. Resultatet bliver offentliggjort omkring 12.45 dansk tid.

Herefter forventes det, at vinderen holder tale.

Den kommende premierminister er dog ikke formelt premierminister før onsdag, skriver BBC.

Theresa May er nemlig stadigvæk både leder af det konservative parti og premierminister, indtil hun onsdag eftermiddag tager turen til Buckingham Palace og indgiver sin afsked til Dronning Elizabeth. Forinden deltager hun for sidste gang i spørgetimen i parlamentet.

Kort efter vil hendes efterfølger møde på Buckingham Palace, hvorefter Storbritannien officielt vil have en ny leder.

Traditionelt følges udnævnelsen af en tale foran Downing Street, hvorefter selve regeringsdannelsen går i gang.

Boris Johnson er storfavorit til at blive Storbritanniens næste Premierminister.
Boris Johnson er storfavorit til at blive Storbritanniens næste Premierminister. Foto: MARY TURNER
Vis mere

Det forventes, at den nye premierminister torsdag og fredag og vil fyre og hyre ministre i sin nye regering, skriver Sky News.

Boris Johnson har fra start været regnet som storfavorit til at vinde afstemningen.

10 medlemmer af det konservative parti stillede sig frem som kandidater til formandsposten, efter Theresa May den 24. maj gik af som formand.

Hun blev tvunget ud, efter hendes Brexit-aftale var blevet nedstemt i parlamentet to gange og stod til at blive besejret en tredje gang.

Hendes afgang udløste et formandsopgør i det konservative parti – og altså samtidig et opgør om at blive Storbritanniens næste premierminister.

Gennem flere afstemningsrunder blandt de konservative parlamentsmedlemmer blev kandidaterne gradvist siet fra.

Til sidst stod den nuværende Udenrigsminister Jeremy Hunt og Boris Johnson tilbage.

De er de to kandidater, som i dag vil have ondt i maven og holde vejret, når resultatet afsløres klokken 12.45.