Invester to millioner pund og få opholdstilladelse.

Det er i grove træk det, som den omstridte 'guldvisum'-ordning går ud på i Storbritannien, hvor rige udenlandske investorer kunne investere sig til en opholdstilladelse ved at investere i omegnen af 17,5 millioner kroner.

De britiske myndigheder kunne offentliggøre, at ti russere, som havde et 'guldvisum', er blevet sanktioneret som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine. Nu skal det så vise sig, at syv ud af de ti russere har fået deres 'guldvisum' efter Ruslands annektering af Krim i 2014. Det skriver The Guardian.

»Dette er et bevis for det, som ærlig talt er en chokerende selvtilfredshed i den britiske regering vedrørende penge, der er kommet ind i Storbritannien, selvom Rusland igangsatte sin invasion mod Ukraine i 2014,« siger Susan Hawley, som er administrerende direktør i Spotlight on Corruption.

David Cameron, som var premierminister i Storbritannien i 2014, sagde dengang, at Rusland skulle vælge diplomatiets vej eller være klar til yderligere sanktioner og isolation.

Men den nye afsløring viser altså, at man fra britisk side stadigvæk hilste rige russere med forbindelser til Vladimir Putin velkommen. Det møder kritik fra Labour-partiet.

»Putins invasion af Krim skulle klart have fået den britiske regering til at revurdere, hvordan vi ser russiske oligarker,« siger Stephen Kinnock fra Labour og tilføjer:

»Det er ikke til at tro, at den konservative regering fortsatte med at udstede 'guldvisa' til syv af Putins venner,« siger Stephen Kinnock.

Ordningen er efter Ruslands invasion af Ukraine blevet udfaset.