Ved årsskiftet blev en tønde nordsøolie handlet til knap 69 dollar. Nu fås den for 25 dollar.

En af de store konsekvenser af coronakrisen er, at prisen på olie styrtdykker. I første kvartal gik det nedad med 70 procent.

En tønde nordsøolie, der på grund af kvaliteten hører til i den dyre ende, er faldet til næsten 25 dollar. Den blev handlet til næsten 69 dollar ved årsskiftet.

Forbrugerne har allerede mærket, at prisen på benzin er faldet markant.

Men markedet er også præget af en oliekrig mellem Saudi-Arabien og Rusland, hvor USA's præsident, Donald Trump, senest har tilbudt sig som mægler, skriver AFP.

En tønde nordsøolie blev onsdag morgen på det asiatiske marked handlet til 25,45 dollar, mens en tønde Texas-olie havnede på 20,14 dollar.

Det er det bratte fald i efterspørgslen verden rundt som følge af coronakrisen, der gør ondt på olieproducenterne.

Men samtidig med coronakrisen indledte Saudi-Arabien og Rusland 6. marts en oliekrig, der fik oliemarkedet til at flyde over.

Saudi-Arabien forsøgte at få Rusland og de olieeksporterende landes organisation (Opec) med på at sænke deres produktion. Men det sagde Rusland nej til.

Det fik Saudi-Arabien til at vende helt om og i stedet øge sin produktion.

Med al for meget olie på markedet er prisen raslet ned gennem hele marts.

Olieeksperter i ANZ Bank fortæller AFP, at deres data viser, at Saudi-Arabien har forøget sin olieeksport fra syv millioner tønder olie om dagen til cirka ni millioner tønder.

Præsident Trump vil gerne ind og blande sig. For den lave oliepris rammer de amerikanske producenter af skiferolie hårdt.

De er lige for øjeblikket ved at blive slået ud af markedet, fordi de med deres relativt høje produktionsomkostninger ikke kan drive en rentabel produktion.

- De vil søge sammen, og vi vil alle søge sammen, og vi vil se, hvad vi kan gøre, sagde Trump tirsdag.

- For du ønsker ikke at tabe en industri. Du taber en industri på grund af det, mente han.

/ritzau/