Et år efter selvmordsangreb i Bruxelles kæmper ofre stadig for at få støtte og kompensation for deres men.

Bruxelles. En lang række ofre og efterladte fra sidste års koordinerede selvmordsangreb i Bruxelles føler, at ulykken har ramt dem dobbelt.

Det første slag ramte på dagen for angrebet. Men i det efterfølgende år har myndigheder og forsikringsselskaber trukket smerten ud.

- Vi er ofre to gange, siger Philippe Vansteenkiste i forbindelse med årsdagen for angrebet, der dræbte 32 og sårede flere hundrede.

Tidligt om morgenen 22. marts 2016 mistede han sin søster, der arbejdede med indtjekning i Bruxelles' internationale lufthavn.

På den skæbnesvangre dag havde hun indvilget i at forlænge sin vagt.

Det kostede hende livet, da to selvmordsbombere med få sekunders mellemrum sprængte sig selv i luften.

Efter en langtrukken kamp med Belgiens labyrintiske bureaukrati har Vansteenkiste stiftet organisationen V-Europe. Formålet er at sikre ofre og efterladte den nødvendige støtte - både lægelig og økonomisk.

- Det var, som om vi måtte ned på knæene for at modtage den mindste kompensation, siger Vansteenkiste.

Efter eget udsagn var han chokeret, da lufthavnens forsikringsselskab gav familien 250 euro som kompensation for tabet af søsterens mobil.

Tabet af hendes liv udløste intet.

- Hvor menneskeligt er det?, spørger Philippe Vansteenkiste.

Også Nicolas de Lavalette, hvis 18-årige datter mistede begge ben i lufthavnsangrebet, har måttet kæmpe for at sikre datteren behandling.

- Jeg ville ønske, at der i Belgien var en struktur, der tog sig af ofre fra A til Z, siger han.

Som en reaktion på kritikken siger indenrigsminister Jan Jambon, at "vi tydeligt har forstået, at visse ting kan forbedres", og at regeringen nu gør alt for at rette op på situationen.

Sundhedsminister Maggie De Block kritiserede for nylig forsikringsselskaberne for blot at have dækket omtrent 15 procent af de formodede skader.

I februar præsenterede regeringen et forslag om at garantere ofre for terror finansiel støtte gennem resten af livet.

Men lovforslaget opfylder ikke kritikernes krav. Ordningen vil nemlig alene gælde personer, der var bosat i Belgien, da angrebene ramte.

/ritzau/AFP