Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Da den ukrainske kvinde så billedet på sociale medier, kunne hun genkende den russiske soldat.

Det har nu skabt grobund for en banebrydende retssag – som dog lider under en alvorlig udfordring.

Tilbage i marts brød russiske soldater fra en kampvognsdivision ifølge Ukraines statsanklager Iryna Venediktova ind i et hus i landsbyen Brovary-området ikke langt fra Kyiv.

Her skulle soldater have skuddræbt husets mandlige beboer.

»Umiddelbart efter mordet voldtog en fuld soldat sammen med en anden besætter mandens kone adskillige gange,« skriver Iryna Venediktova på Facebook.

Nu navngiver hun soldaten, som skulle have begået voldtægten.

Det 33-årige offer har ifølge Iryna Venediktova genkendt Mikhail Romanov som overgrebsmanden, og det har åbnet for den første retssag om voldtægt begået af en russisk soldat, siden den russiske invasion blev indledt 24. februar.

Det skriver Business Insider.

»De truede kvinden med våben og vold, endda mod hendes barn (en fireårig søn, red.), som var sammen med hende, da det skete,« fortsætter Iryna Venediktova om det overgreb, Mikhail Romanov – sammen med drabet på sit formodede offers mand – nu er anklaget for.

Som skrevet indledningsvis lider sagen dog under en alvorlig udfordring.

At Mikhail Romanov ikke selv sidder på anklagebænken.

Det skyldes det simple faktum, at den formodede gerningsmand ikke er i ukrainernes varetægt. Iryna Venediktova fortæller til The Guardian, at de ukrainske myndigheder ikke ved, om Romanov stadig deltager i krigen, er vendt tilbage til Rusland eller måske er blevet dræbt under invasionen.

Ukraines statsanklager Iryna Venediktova har delt dette billede af den formodede gerningsmand bag krigsforbrydelserne, en russisk soldat ved navn Mikhail Romanov.
Ukraines statsanklager Iryna Venediktova har delt dette billede af den formodede gerningsmand bag krigsforbrydelserne, en russisk soldat ved navn Mikhail Romanov. Foto: Iryna Venediktova/Facebook
Vis mere

Ikke desto mindre indledes retssagen mod ham in absentia.

Samtidig appellerer den ukrainske statsanklager om hjælp til at opspore Mikhail Romanov.

»Selvom den anklagede i øjeblikket ikke er i vores varetægt, vil han ikke slippe for en retfærdig retssag og at stå til ansvar for loven,« skriver Iryna Venediktova.

En anden russisk soldat – 21-årige Vadim Sjisjimarin – er som den første blevet dømt for krigsforbrydelser under krigen i Ukraine. En ukrainsk domstol idømte ham fængsel på livstid for at have dræbt en 62-årig civil mand, som var ubevæbnet, med flere skud.

Andre læser også