»Bland jer udenom.«

Et møde mellem to krigsskibe har ført til en højspændt situation, mens der er blevet affyret beskyldninger fra begge sider.

På den ene side har den kinesiske forsvarsminister anklaget USA – og dets allierede – for at forsøge at destabilisere Indo-Stillehavet, mens USA har beskyldt Kina for nær at have været skyld i en kollision mellem de to fartøjer.

Det skriver en række internationale medier, herunder nyhedsbureauet AP, CNN og The Guardian

Her ses det kinesiske krigsskib sejle ind foran det amerikanske krigsskib lørdag.
Her ses det kinesiske krigsskib sejle ind foran det amerikanske krigsskib lørdag. Foto: Global News/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det hele udspringer af en hændelse, der lørdag fandt sted i Taiwanstrædet mellem Taiwan og Kina.

Der sejlede et kinesisk krigsskib ind foran stævnen på det amerikanske krigsskib af typen 'destroyer' ved navn USS 'Chung-Hoon', mens det var midt i en fælles øvelse med amerikanske og canadiske flådefartøjer.

Det amerikanske militær har efterfølgende udtalt, at det kinesiske skib blot var 137 meter fra det amerikanske skibsskib – hvilket er mindre end selve længden af USS 'Chung-Hoon'.

»'Chung-Hoon' fastholdt sin kurs og sænkede farten til ti knob for at undgå en kollision,« lød det i den amerikanske erklæring ifølge CNN.

Her ses det amerikanske krigsskib sejle ved siden af den canadiske fregat HMCS Montreal 30. maj.
Her ses det amerikanske krigsskib sejle ved siden af den canadiske fregat HMCS Montreal 30. maj. Foto: Us Navy/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derudover påstod det amerikanske militær, at det kinesiske skib agerede på en »usikker måde« og »overtrådte de maritime færdselsregler for sikker passage i internationalt farvand«.

Militæret har siden også delt en video fra hændelsen – som kan ses øverst i artiklen.

Søndag hævdede en talsmand fra den østlige kommando under det kinesiske militær, Folkets Befrielseshær, at de kinesiske styrker havde »håndteret situationen baseret på love og regler«:

»Relevante lande opildner bevidst til problemer og risici i Taiwanstrædet, underminerer ondsindet den regionale fred og stabilitet og sender forkerte signaler til 'Taiwans uafhængighed'-styrker,« lød det fra oberst Shi Yi.

Den kinesiske forsvarsminister, Li Shangfu, holdt søndag en tale under det årlige sikkerhedstopmøde Shangri-La Dialogue, der afholdes i Singapore.
Den kinesiske forsvarsminister, Li Shangfu, holdt søndag en tale under det årlige sikkerhedstopmøde Shangri-La Dialogue, der afholdes i Singapore. Foto: Roslan Rahman/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Samtidig har Kinas forsvarsminister, Li Shangfu, anklaget USA for at »provokere«, ligesom han hævder , at Washington og dets allierede opfinder regler for at hævde dominans over regionen.

Han advarede søndag ifølge CNN også om, at enhver »alvorlig konfrontation« mellem USA og Kina ville være »en uudholdelig katastrofe for verden«.

Ifølge The Guardian antydede Li også søndag, at USA og dets allierede havde pustet til ilden med deres patruljer i området, ligesom han hævdede, at de var opsat på at provokere Kina:

»Den bedste måde er, at landene, især landenes flådefartøjer og kampfly, ikke laver aktioner omkring andre landes territorier. Hvad er meningen med at tage dertil? I Kina siger vi altid: 'Bland jer udenom',« sagde han.

Lørdagens hændelse er den anden på to uger, hvor kinesisk militærpersonel har deltaget i aggressive manøvrer i nærheden af amerikansk militærpersonel nær Kinas grænse, skriver CNN.

I sidste uge gennemførte et kinesisk jagerfly ifølge det amerikanske militær en »unødvendig aggressiv manøvre« under en såkaldt opsnapning af et amerikansk spionfly i internationalt luftrum over Det Sydkinesiske Hav.

Søndag opfordrede den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, Beijing til at »gøre det rigtige for at tøjle« de kinesiske styrkers opførsel, ligesom han kaldte lørdagens hændelse for »ekstrem farlig«.

»Jeg tror, der kan ske ulykker, der kan få tingene til at komme ud af kontrol,« sagde han.