Den østrigske regerings kollaps fortsætter som følge af en opsigtsvækkende sag, der centrerer sig om en yderst kontroversiel video fra 2017.

Mandag har den østrigske kansler, Sebastian Kurz, således meddelt, at han vil have indenrigsminister Herbert Kickl fyret.

Men det får nu Herbert Kickls parti, det højrenationale Frihedspartiet (FPÖ), til at sætte hårdt mod hårdt.

Partiet oplyser således, at det trækker alle sine ministre fra regeringen. Det skriver det østrigske nyhedsbureauet APA.

Dermed er den østrigske regering for alvor smuldret.

Allerede lørdag gik vicekansler Heinz-Christian Strache fra FPÖ af på grund af videoskandalen.

Det skete, efter at de to store tyske aviser Bild og Süddeutsche Zeitung fredag aften offentliggjorde en video, der viser, hvordan Strache under et hemmeligt møde på den spanske ferieø Ibiza med en påstået rig, russisk arving kommer med diverse mere eller mindre lyssky tilbud.

På mødet, tre måneder inden det østrigske valg i 2017, siger Strache, at den angiveligt russiske kvinde kan få gyldne statslige kontrakter, hvis hun køber en stor, østrigsk avis og sikrer pæn omtale af FPÖ.

På billedet ses Sebastian Kurz.
På billedet ses Sebastian Kurz. Foto: CHRISTIAN BRUNA
Vis mere

Vicekansleren taler i den seks timer lange video også om at omgå reglerne for partistøtte. Men han fastholder, at tingene skal ske på lovlig vis.

Sebastian Kurz har mandag foreslået den østrigske præsident, Alexander Van der Bellen, at indenrigsminister Herbert Kickl fyres.

I Østrig er det præsidenten, der har magt til at fyre ministre.

Den østrigske kansler ønsker indenrigsministeren fyret for at sikre en »fuldstændig, gennemsigtig efterforskning af sagen«.

I Østrig spekuleres der heftigt i videoens oprindelse. De tyske aviser vil ikke afsløre kilden, men der gættes i østrigske medier både på russiske og vestlige efterretningstjenester.

Den russiske forbindelse er især varm, fordi FPÖ samarbejder med den russiske præsident Vladimir Putins parti.

Også den tyske komiker Jan Böhmermann er i søgelyset. Han har tidligere refereret til Straches Ibiza-møde, og han har kendt til videoen i flere uger, siger hans agent i en kort udtalelse til nyhedsbureauet dpa.

Det er også et åbent spørgsmål, om der er flere afslørende videoer på vej.

Østrigs præsident meddelte søndag, at landet skal til valg først i september.