En far var på sightseeing i centrum af Istanbul sammen med sin 14-årige søn, da der pludselig lød et kæmpe brag.

»Jeg gik i overlevelsestilstand, tog fat i min søn for at bringe os i sikkerhed. Der var panik, og folk løb i alle retninger ud i sidegaderne,« siger Paal Zanstra Krokeide, da han første gang deler sin historie med VG.

Paal Zanstra Krokeide og hans søn var på vej til Taksim-plads, da de mærkede lufttrykket fra en stor eksplosion.

Ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP skete eksplosionen klokken 16.20 lokal tid – svarende til 14.20 dansk tid.

53 mennesker er blevet såret, og seks har mistet livet, oplyser guvernøren i den tyrkiske millionby.

Paal Zanstra Krokeide fortæller, at de befandt sig 200 meter fra stedet, hvor eksplosionen skete.

Der udbrød panik på gaden, da braget lød, og folk begyndte at løbe i alle retninger ud i sidegaderne, uddyber han.

Både Paal Zanstra Krokeide og hans søn slap uden skrammer og befinder sig nu i en lejlighed, hvor de afventer informationer fra det norske udenrigsministerium om, hvordan de skal håndtere situationen.

Store styrker fra det tyrkiske politi er på stedet og evakuerer området af frygt for flere bomber. Et stort antal ambulancer er også fremme.
Store styrker fra det tyrkiske politi er på stedet og evakuerer området af frygt for flere bomber. Et stort antal ambulancer er også fremme. Foto: KEMAL ASLAN
Vis mere

Årsagen til eksplosionen kendes fortsat ikke, men flere beskeder på sociale medier tyder på, at der er tale om et selvmordsangreb. Det er dog ikke blevet bekræftet fra officiel side.

Taksim-pladsen er et vigtigt knudepunkt i Istanbul og er en populær destination for turister.