Kvinde fortæller, at hun måtte spille død for at redde sit liv, da en mand åbnede ild mod en natklub i Oslo.

Et øjenvidne, som beretter om Oslo-skyderiet til norske VG.no, fortæller, at hun på et tidspunkt måtte spille død for at redde sit eget liv, da en gerningsmand åbnede ild mod natklubgæster i den norske hovedstad.

Hun har ikke ønsket at stå frem med navn, men fortæller, at en kvinde pludselig trak hende ned på jorden, hvor hun måtte spille død.

Hun forsøgte også på et tidspunkt at gemme sig bag et bord, som manden skød mod, siger hun.

Angrebet virkede gennemført og overlagt, antyder hun.

- Han virkede virkelig bestemt på, hvor han skød. Da jeg fattede, at det var alvor, begyndte jeg at løbe. Der så jeg en mand, som lå og blødte på jorden, siger kvinden.

Det tog hende faktisk et øjeblik, før hun fattede situationens alvor, fortæller hun.

- Alle vendte sig. Først troede vi det var fyrværkeri. Men jeg ved, at jeg frygter for selve optoget i morgen, siger hun.

Optoget, som kvinden hentyder til, er den årlige Pride-parade i Oslo. Den er planlagt til at gå i gang lørdag i Oslo.

De første meldinger om skyderiet kom omkring klokken 01.15, skriver NTB.

Politiet oplyste lidt i klokken 02.00 natten til lørdag, at en person var blevet pågrebet i nærheden.

Omkring klokken 03.13 oplyser politiet til det norske medie VG.no, at det arbejder ud fra, at der er én gerningsmand.

Flere øjenvidner har fortalt, at de så gæster flygte fra udeområdet på London Pub i panik.

Øjenvidner blevet bedt om at samles på et nærliggende hotel.

Politiet har klokken 03.30 natten til lørdag ikke villet klassificere hændelsen som et terrorangreb, men oplyser til flere norske medier, at det stadig kan nå at ændre sig.

/ritzau/