Lyt til artiklen

Sporene fra krigens rædsler fortsætter med at vise sig efter russisk tilbagetrækning i Ukraine.

Mandag fandt medlemmer af den ukrainske nationalgarde ligene af i alt syv kolleger fra den ukrainske forsvarsindsats under en patrulje i et landområde nord for Kharkiv ikke langt fra grænsen til Rusland.

Det rapporterer Associated Press, som også har optaget det videomateriale, som du kan se herover.

Flere af ligene var i fremskreden forrådnelse.

Inden ligene blev placeret i sorte plastiksække, nummereret og fragtet væk med lastbil, sørgede de ukrainske soldater for at søge efter miner og ueksploderede anordninger i området omkring dem.

Et sted lå fire lig sammen, med hjelme, flere soveposer og en hat med det ukrainske flag.

Måske har de samlet sig for at hvile, da de er blevet angrebet.

Kamphandlingerne i området skete i slutningen af maj og hele juni og foregik primært med håndvåben, miner og granater, oplyser det ukrainske militær.

I slutningen af august indledte Ukraine en modoffensiv, først i den sydlige Kherson-region. Men da russerne fokuserede den militære indsats for at modstå ukrainerne i den sydlige del, slog Ukraine i stedet med stor succes til nordpå, i nærheden af Kharkiv.

Begge sider har efter al sandsynlighed lidt store tab. I sidste måned sagde Ukraines militære ledelse, at 9.000 soldater havde mistet livet.

Vestlige estimater siger ifølge Associated Press, at Rusland kan have mistet op til 25.000 menneskeliv i krigen indtil nu. Rusland har ikke selv offentliggjort tabstal siden marts.