USA stod bag luftangreb, der dræbte 23 civile, deriblandt otte børn, oplyser overvågningsgruppe.

London. En koalition under amerikansk ledelse gennemførte onsdag et luftangreb mod en syrisk landsby, som har dræbt 23 civile.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Angrebet var rettet mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS), der holder til i landsbyen i Syriens østlige Deir ez-Zor-provins.

- Mindst 23 civile, deriblandt otte børn og seks kvinder, blev dræbt onsdag før daggry i et luftangreb, der blev udført af en koalition under amerikansk ledelse, oplyser overvågningsgruppen.

Observatoriet, der holder til i London og samler øjenvidneskildringer fra Syrien, siger, at alle de dræbte var medlemmer af den samme familie. De gemte sig i et hus, der blev bombet.

De amerikanskledede styrker kæmper for tiden for at overtage de sidste områder, der er under IS' kontrol.

Oberst Ryan Dillon, en talsmand for det amerikanske militær, siger, at der vil blive lavet evaluering af det påståede tabstal. Han understreger, at koalitionen "kun går efter militære mål".

- Vi har strenge krav til målene for vores angreb, og vi tager ekstraordinære midler i brug for at beskytte civile, siger Dillon i en e-mail.

Den ekstremistiske IS-gruppe har mistet store dele af det territorium, som gruppen erobrede i Syrien og Irak i 2014 efter en række blodige offensiver.

Den irakiske regering og Rusland, der støtter den syriske præsident Bashar al-Assads styrker, har begge erklæret sejr over Islamisk Stat.

Koalitionen under amerikansk ledelse har indrømmet, at den har dræbt 801 civile i mere end 28.000 luftangreb i Syrien og Irak siden 2014.

Overvågningsgruppen Airwars insisterer dog på, at tallet for civile tab i luftangrebene er langt højere. Gruppen anslår, at næsten 6000 civile er blevet dræbt.

/ritzau/AFP