Barack Obama er jublende lykkelig over, at han nu er sikret fire år mere på posten som USAs præsident. Det er dog ikke skæbnen, der har sikret ham sejren, bedyrer han.

- Det her var ikke skæbnen. Og det her var ikke et tilfælde. I fik dette til at ske.

Sådan lyder de første ord fra Barack Obama, efter at det tidlig onsdag morgen omkring klokken 5.30 dansk tid stod klart, at USAs præsident også de næste fire år kommer til at hedde Barack Obama.

US-155687232

Og Obama er ikke tvivl om, at det er hans trofaste støttere, der har den store andel i sejren.

- Jeg vil tilbringe resten af min tid som præsident med at ære jeres støtte og gøre, hvad jeg kan, for at slutte det, som jeg har påbegyndt, siger Obama ifølge CNN i en pressemeddelelse, som han har sendt ud til sine støtter.

Pressemeddelelsen er sendt ud, mens Obama venter på at gå på scenen og tale i Chicago, hvor han for første gang vil tale efter sin sejr. Men ifølge Obama selv ville han give sine første ord til sine støtter.

- I dag er det klareste bevis på, at almindelige amerikanere imod alle odds kan vinde over magtfulde interesser. Der er meget mere arbejde foran os. Men for nu, tak, lyder det fra Obama, der aftenen og natten igennem også har været meget aktiv på Twitter, hvor han også har delt sin glæde om sin sejr.

- Fire år mere, skriver den glade, genvalgte præsident, der også har kvitteret ved at sætte et billede på sin Facebookprofil af sig selv og sin kone i en omfavnelse.