Mars er næste mål for amerikanske astronauter, hvis præsident Barack Obama får sine planer for USA's rumfart gennemført.

Der skal igen fart på USA's rumfart, og amerikanske astronauter skal sendes i kredsløb omkring Mars inden 2025.

Det fremgår af præsident Barack Obamas nye planer for USA's rumaktiviteter i de kommende 30 år, som han lagde frem fredag morgen dansk tid på Kennedy Space Center i Florida.

- Der er meget mere at udforske i rummet. Og der er meget mere at lære. I 2025 venter jeg, at vi har et nyt rumfartøj, som kan sende mandskab længere ud i rummet end månen, siger Obama til stor jubel fra ansatte i luftfartsorganisationen NASA.

Mange i USA frygter en krise for landets rumfart, når de nu udtjente rumfærger skrottes, og mange ansatte i NASA afskediges inden for kort tid.

Kritikere siger, at der er risiko for, at USA mister sin ledende rolle som verdens førende rumfartsnation. Det afviser Obama.

- Jeg mener ikke, at udforskning af rummet er en luksus. Det er en helt central del af USA's anstrengelser for en bedre fremtid, siger Obama.

Han mener også, at USA skal gå efter at udforske asteroider, og det, venter han, sker en gang om cirka 25 år. Han foreslår også en række andre projekter til udforskning af solsystemet.

Den amerikanske præsident lover desuden, at hans regering vil skyde yderligere otte milliarder dollar (44 milliarder kroner) i NASA over de kommende fem år.

/ritzau/Reuters