Der skal være bedre kontrol med de mennesker, der køber våben, mener præsident Barack Obama.

Washington: Vi er løbet tør for undskyldninger for ikke at skride ind over for de mange masseskyderier, og vi er nødt til at handle nu.

Sådan lyder budskabet fra den amerikanske præsident, Barack Obama, der tirsdag aften dansk tid fremlægger en række krav til blandt andet baggrundstjek af folk, der vil købe våben.

- 30.000 amerikanere bliver hvert år skudt og dræbt, siger præsidenten ved et pressemøde.

- Hundredtusindvis af amerikanere har mistet deres brødre eller søstre - eller begravet deres egne børn, fortsætter han.

Ifølge Barack Obama skal alle våbenhandlere udføre et baggrundstjek af køberne, uanset om våbnet bliver solgt på et loppemarked, i en forretning eller over internettet.

- Vi kan ikke stoppe al ondskab i verden, men måske kan vi stoppe bare en enkelt ond handling, siger han.

- Vi kan ikke redde alle, men måske kan vi redde nogle, tilføjer han.

Hidtil har Kongressen sat en stopper for Obamas forsøg på at få strammet våbenlovgivningen.

Men ifølge The New York Times omgår de nye krav politikerne i Senatet og Repræsentanternes Hus, fordi de ikke er så vidtrækkende som tidligere forslag.

De nye krav vil lukke nogle af hullerne i lovgivningen, som indtil nu har givet købere mulighed for at købe pistoler og geværer uden at blive tjekket.

/ritzau/