Præsident Barack Obama lover flere amerikanere i arbejde og henter ledende erhvervsfolk ind som rådgivere.

USA's økonomi skal i "overgear", så flere amerikanere kommer i arbejde. Det lover præsident Barack Obama og ansætter en chefen for en af USA største virksomheder som rådgiver.

Fredag blev den øverste direktør for GE, General Electric, Jeffrey Immelt udpeget til at lede komitéen for et nyt rådgivende råd, kaldet Council on Jobs and Competitiveness, der skal rådgive Obama i økonomiske anliggender.

- De seneste to år har vi arbejdet på at få vor økonomi væk fra afgrunden. De næste to år skal gå med at sætte farten op og få flere i arbejde, siger Obama i en tale i Schenectady i staten New York, hvor GE blev grundlagt.

Jeffrey Immelt afløser den tidligere centralbankchef Paul Volcker som økonomisk rådgiver for Obama. Volcker har stået i spidsen for Obamas arbejde med at indføre nye regler for den amerikanske finansverden efter kollapset i 2008.

Udnævnelsen af Jeffrey Immelt er det seneste initiativ fra Det Hvide Hus for at forbedre forholdet til USA's erhvervsliv.

Hidtil i sin præsidentperiode er Obama blevet kritiseret for ikke at gøre nok for erhvervslivet og for at holde erhvervsfolk på afstand.

/ritzau/dpa