Flere hundrede kendte personer og virksomheder er blevet hacket af svindlere, der kræver bitcoins i løsepenge.

Barack Obama, Joe Biden, Bill Gates og Elon Musk er blandt mange verdenskendte personer og virksomheder, der er blevet hacket på Twitter.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder nyhedsbureauet Reuters.

Twitter-konti tilhørende personer fra eliten og store virksomheder blev onsdag overtaget af svindlere, der forsøger at lokke brugere til at sende kryptovalutaen bitcoin.

På kontiene blev der lavet opslag, hvor der stod, at brugeren havde 30 minutter til at sende 1000 bitcoins for senere at få det dobbelte retur.

Opslagene er siden blevet slettet igen.

Twitter skriver tidligt torsdag morgen, at det har lukket konti, som det sociale medie mener, har været i fare.

Twitter vil først genåbne disse konti, når det er sikker på, at alt er i orden. Det sociale medie fortsætter dets undersøgelser i sagen.

Også store virksomheder som Uber og Apple har fået hacket deres konti, skriver AFP.

Medstifteren af kryptovalutaen Gemini Cameron Winklevoss advarede hurtigt på Twitter om angrebet.

- Dette er et svindelnummer, lad være med at deltage!

- Det er det samme angreb, som andre store kryptovalutaers Twitter-konti har været udsat for. Vær på vagt, skriver han.

Dmitri Alperovitch, der er medstifter af cybersikkerhedsfirmaet CrowdStrike, skriver på Twitter, at "det ser ud til at være det hidtil største angreb på et socialt medie".

Ifølge Reuters har mange verificerede Twitter-brugere - som typisk er brugere med mange følgere, eller som er meget kendte - fået låst deres konti.

Twitter oplyser i et tweet, at flere brugere ville opleve ikke at kunne lave opslag efter "hændelsen".

Omkring klokken 2.30 skriver Twitter, at de fleste brugere burde kunne tweete igen.

Ud over politikere og erhvervsmænd er berømtheder som Kim Kardashian West og husbonden Kanye West blevet hacket.

Twitters medstifter Jack Dorsey skriver på Twitter, at han er meget ked af aftenens hackerangreb.

- Det har været en hård dag for os alle på Twitter. Vi har det alle forfærdeligt med det, der er sket.

- Vi er i gang med at undersøge og vil dele alt, hvad vi kan, når vi har en større forståelse af, hvad der er sket, skriver han.

/ritzau/