Den formodede leder af Islamisk Stat (IS) har tilsyneladende været ved mikrofonen og har indtalt et nyt budskab, der viser trods.

En lydoptagelse er lørdag lagt på Twitter, og her siger en stemme, der tilskrives Abu Bakr al-Baghdadi, at luftangreb foretaget af Rusland og den amerikanskledede koalition kun gør IS stærkere.

- Hav tiltro til, at Gud vil give sejren til dem, der tilbeder ham, og hør de gode nyheder om, at vor stat klarer sig godt, lyder det.

- Jo mere intens krigen mod den (staten red.) er, jo renere og stærkere bliver den, siger stemmen.

Lydoptagelsen er lagt på en Twitterkonto, der normalt bruges af IS til at offentliggøre erklæringer.

På Twitter-kontoen er der ingen oplysninger om, hvornår optagelsen er indtalt - eller hvor.

USA står i spidsen for en koalition, som blandt andre tæller Storbritannien og Frankrig, og som gennemfører luftangreb på Islamisk Stat-mål.

Der er også flere arabiske lande med i koalitionen, men CNN rapporterede for nylig, at de arabiske lande som Jordan, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien meget sjældent eller slet ikke gennemfører luftangreb i krigsområdet.

Russerne derimod har i de seneste måneder været i aktion i Syrien, hvor det russiske luftvåben er sat ind for at bombe oprørsgrupper, som har kæmpet imod det syriske regime under ledelse af Bashar al-Assad.

I slutningen af oktober blev et russisk passagerfly terrorsprængt i Sinai - 224 mennesker blev dræbt - og Islamisk Stat har taget skylden for terrorangrebet.

Dette angreb har fået Rusland til at sende sine krigsfly mod Islamisk Stat-mål i Syrien.

/ritzau/Reuters