Du skal have lidt ekstra penge med, hvis turen går til Olhão i Portugal.

Dermed får steder som Faro og Vila Real de Santo António nu følgeskab, når det kommer til at opkræve en turistskat.

Det skriver Portugal News.

Beløbet bliver dog ikke voldsomt.

I højsæsonen vil turister komme til at betale cirka 15 kroner pr. døgn, mens man resten af året skal betale cirka otte kroner pr. døgn.

Ifølge Portugal News vil det dog stadig kunne indbringe et par millioner kroner i de offentlige kasser på Algarvekysten.

De lokale myndigheder meddeler, at halvdelen af pengene skal bruges til at udbedre slidtagen på grund af øget turisme, mens den anden halvdel skal bruges til rengøring og øget sikkerhed for både lokale og turister.

Det er langtfra det første sted, der bliver indført skat på turisme.

Også i Thailand kommer det nu til at koste ekstra at besøge landet.

I april 2022 indførte Venedig en lignende skat for at dæmme op for den enorme turistmængde i byen.

Også på Bali er man klar til at indføre en skat, og her vil man lægge op til 700 kroner på en rejse til stedet.