Lyt til artiklen

Rusland har den seneste tid haft vanskeligt ved at mobilisere mænd til at deltage i krigshandlingerne i Ukraine.

Nu er landet så klar med et nyt tilbud til de russiske soldater.

Deltager russiske mænd i invasionen af Ukraine, får de fremover ret til at få deres sæd nedfrosset gratis i sædbanker.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass ifølge Reuters.

Igor Trunov, direktør for den russiske sammenslutning af advokater, siger ifølge Tass, at tilbuddet gælder for de mandlige soldater, der deltager i »den særlige militære operation i 2022-2024«.

Ruslands præsident Vladimir Putin har gjort det ulovligt at omtale krigen i Ukraine som andet end en »militær operation«.

Det russiske sundhedsministerium har ifølge Tass allerede sat penge af til det nye tilbud til de russiske mænd.

Over 300.000 soldater fra de russiske reservestyrker er i løbet af efteråret blevet mobiliseret til hæren for at blive sendt til Ukraine.

Putins planer om ekstra mobilisering af soldater til hæren fik i løbet af efteråret titusindvis af russiske mænd til at flygte fra landet.

Hvorvidt tilbuddet om gratis at få nedfrosset deres sæd kan få stoppet strømmen og måske endda få lokket nogle af dem tilbage over den russiske grænse og melde sig til kamp, må tiden vise.