Et katastrofalt udbrud fra en supervulkan har vist sig at være langt mere sandsynligt, end man tidligere har troet.

Indtil nu har man regnet med, at et sådant udbrud ville afhænge af, om der var flydende magma til stede under vulkanen. Men sådan forholder det sig muligvis slet ikke.

Det skriver Independent.

Et nyt studie, som amerikanske Oregan State University har lavet i samarbejde med forskere fra hele verden, har i stedet fundet tegn på, at den slags udbrud kan ske, også selvom der ikke er flydende magma.

Hvis det viser sig at være korrekt, kan det betyde, at nogle af de supervulkaner, som man har mistænkt for at kunne blive farlige i fremtiden, allerede kan være farlige nu.

I alt kan omkring 20 vulkaner, som man tidligere troede var halvt i dvale, vise sig at udgøre en sådan trussel.

»Konceptet omkring, hvad der kan gå i udbrud, er nødt til at blive re-evalueret,« fortæller professor Martin Danisik fra Curtin University i Australien, der har været med til at lave studiet.

Til Independent forklarer han videre, at 'super-udbrud' er nogle af de mest katastrofale begivenheder, der er sket i Jordens historie, da de blandt andet kan påvirke klimaet – så man eksempelvis får en 'vulkansk vinter' med usædvanlig kulde, der kan stå på længe og føre til både sult og fald i befolkningstallet.

»At lære, hvordan supervulkaner fungerer, er vigtigt for at forstå den fremtidige trussel om et uundgåeligt super-udbrud,« forklarer professoren.