Undersøgelser har antydet af New York-varianten er mere smitsom og mere resistent over for nogle vacciner.

En ny variant af coronavirusset, der minder om den variant, der først blev opdaget i Sydafrika, spreder sig i New York.

Det fortæller forskere ved Columbia University.

Den nye variant, der er kendt som B. 1.526, blev først opdaget i november i den amerikanske delstat. I midten af februar udgjorde den 12 procent af alle smittetilfælde i staten.

Flere undersøgelser har antydet, at New York-varianten ligesom varianter, der først blev opdaget i Sydafrika og Brasilien, er mere smitsom og mere resistent over for de eksisterende vacciner.

Varianten er også beskrevet i en forskningsartikel fra California Institute of Technology. Ingen af undersøgelserne er blevet fagfællebedømt endnu.

Forskerne fra Columbia University siger, at analyser af offentlig tilgængeligt data tyder på, at der ikke er mange tilfælde af den sydafrikanske og brasilianske variant i prøver fra New York og de omkringliggende områder.

- I stedet fandt vi et højere antal af denne hjemmeavlede afstamning af coronavirusset, siger Anne-Catrin Uhlemann, en af forskerne, i en udtalelse.

Forskerne siger, at den største bekymring i forhold til varianten i New York er en mutation i et område af virussets spikeprotein, kaldet E484K.

Mutationen er til stede i alle tre varianter. Studier har før vist, at E484K giver nedsat følsomhed for antistoffer.

Nedsat følsomhed for antistoffer giver en bekymring for vacciners effekt på denne variant og for risikoen for at blive smittet igen.

Undersøgelser har dog vist, at de nyudviklede vacciner sandsynligvis stadig neutraliserer virusset og beskytter mod alvorlig sygdom.

Flere medicinalselskaber er også gået i gang med at udvikle såkaldte booster-vacciner, der specifikt bliver lavet til at skulle beskytte mod nye mutationer af virusset.

/ritzau/Reuters