Tysk politi har frigivet nye oplysninger om de blodige drab, der har rystet byen Potsdam.

Her er en 51-årig kvinde anholdt og mistænkt for at have dræbt fire personer – to mænd og to kvinder – samt for at have såret en femte.

Det skriver det tyske medie Bild.

Drabene skete på Oberlinklinik-hospitalet i den tyske by Potsdam, hvor man har fire specialklinikker. På en af klinikkerne bor der udviklingshæmmede, og det er på denne klinik, drabene skulle være begået. To af ofrene havde boet på klinikken siden barndommen.

Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Ifølge det lokale medie Postdamer havde de dræbte flere knivstik i halsen, som den 51-årige, der arbejdede på centret, altså mistænkes for at stå bag.

Kvinden skulle angiveligt have udført drabene for efterfølgende at køre hjem og fortælle sin mand om forbrydelserne.

Det var manden, der prompte slog alarm og informerede politiet. Kvinden blev kort efter anholdt.

I en erklæring udsendt af tysk politi oplyses det videre, at den indledende efterforskning viser, at alle ofrenes skader skyldes »omfattende vold«.

En femte person er hårdt såret efter angrebet. Vedkommendes tilstand beskrives som kritisk.
En femte person er hårdt såret efter angrebet. Vedkommendes tilstand beskrives som kritisk. Foto: MICHELE TANTUSSI
Vis mere

»Jeg er chokeret. Det er virkelig trist,« fortæller en anonym medarbejder på stedet – hvor blandt andet folk med fysiske og mentale handicap modtager pleje og behandling – til Bild.

Politiet modtog anmeldelsen onsdag kort før klokken 21. Siden har politiet og kriminalteknikere undersøgt centret for spor i sagen. Også hunde har bistået efterforskningen.

Motivet for angrebene er indtil videre uklart.

»Omstændighederne er endnu uklare og er ved at blive efterforsket,« lyder det.

Foto: FILIP SINGER
Vis mere

Den blodige forbrydelse har rystet Potsdam såvel som resten af Tyskland. Blomster, lys og skilte er dagen igennem blevet lagt foran Oberlinklinik-hospitalet.

Dietmar Woidke, ministerpræsident i Brandenburg, hvor Potsdam ligger, har i en udtalelse kaldt drabene »forfærdelige.«

»Jeg er i chok. Mine tanker går til ofrene, og min sympati ligger hos de pårørende.«