En person omkom onsdag aften, da en helikopter styrtede i havet ud for den norske kyst.

Fem andre overlevede, og det kan skyldes ti kritiske minutter.

»De seks involverede personer var i vandet i omkring 50 minutter, før de blev reddet,« sagde redningsleder Ståle Jamtli fra den norske redningscentral (HRS) onsdag aften til VG.

Dagen derpå skriver Dagbladet, at en redningshelikopter fra HRS tilfældigvis var i området på grund af en træningsøvelse, da alarmen gik omkring klokken 19.45.

Derfor kunne man hurtigere komme de nødstedte til undsætning.

»Vi sparede mindst ti minutter på, at de var ude at flyve, og ti minutter kan være kritisk,« siger redningsleder Owe Frøland til Dagbladet.

De fem overlevende ligger alle indlagt på Haukeland Universitetssygehus i Bergen.

Torsdag formiddag er sygehuset kommet med en opdatering på deres tilstand.

En af dem har pådraget sig kritiske skader i helikopterulykken. En er alvorligt skadet, mens tre slap med lettere skader.

»Politiet har indledt en efterforskning af ulykken. Ulykken skete cirka seks kilometer vest for Algrøyna i Øygarden kommune onsdag aften. Arbejdet med at søge efter og bjærge vragdele i området er stadig i gang,« lød det torsdag morgen fra Vest Politidistrikt.

Helikopteren, der styrtede ned i havet, var lettet fra Flesland klokken 18.24 onsdag aften, hvorefter den deltog i en eftersøgnings- og redningsøvelse med skibet 'Wilson Twisteden' på vegne af virksomheden Equinor.

Men klokken 19.38 skal helikopteren ifølge NRK sandsynligvis have mistet radarkontakten.

Fire minutter senere – klokken 19.41 – ramte helikopteren ned i havet ud for Bergen.

Endnu vides det ikke, hvad der fik helikopteren til at styrte ned.