Er du i Berlin, eller var du til stede ved julemarkedet? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til os via 1929@bt.dk eller via Facebook.

En 37-årig polak blev fundet dræbt i lastbilen, der mandag aften dræbte 12 mennesker på et julemarked i Berlin.

I den lastbil, der mandag aften bragede gennem et julemarked i Berlins centrum og forvandlede julehygge og idyl til rædsel og blodigt kaos, sad en vanvittig person, der efter al sandsynlighed kørte den tonstunge lastbil ind gennem en uskyldig menneskemængde med fuldt overlæg.

Men der befandt sig også en passager, som efter alt at dømme allerede var død, da den polsk indregistrerede lastbil ankom til markedet.

Den 37-årige mand, der oprindeligt havde kørt lastbilen, lå død på passagersædet. De første meldinger gik på, at han var stukket med kniv, men nu citerer det tyske nyhedsbureau dpa Brandenburgs indenrigsminster Karl-Heinz Schröter for at sige, at den dræbte var blevet skudt. Han understreger også, at den skuddræbte polak formentlig er et offer og ikke i ledtog med den formodede gerningsmand.

12 mennesker blev dræbt ved tragedien, og mindst 48 blev kvæstede. Af dem flere alvorligt.

Allerede mandag kom det frem, at den polske vognmand, der ejer lastbilen, havde mistet kontakten til den chauffør, der oprindeligt kørte bilen omkring klokken 16 mandag eftermiddag. Godt fire timer efter kørte den ind i det tyske julemarked og skabte panik, død og ødelæggelse.

I lastbilen førehus lå lastbilens oprindelige chauffør. En 37-årig polsk mand, som viste tydeligt tegn på, at han havde kæmpet forud for sin tragiske skæbne. Det skriver den polske tv-station TVN24.

Ariel Zurawski ejer det vognmandsfirma, som lastbilen stammer fra. Han sagde mandag aften til polske medier, at hans fætter, som kørte lastbilen, var savnet. Han understregede, at han umuligt kunne forestille sig, at det var hans fætter, der stod bag det formodede angreb.

»Vi har ikke hørt fra ham siden i eftermiddags. Vi ved ikke, hvad der er sket med ham. Han er min fætter, jeg har kendt ham siden, han var barn. Jeg kan stå inde for ham,« sagde en bekymret Ariel Zurawski ifølge The Guardian og The Sun og tilføjede:

»De må have gjort noget ved min chauffør.«

Vis mere

Vis mere

Tirsdag morgen skriver flere internationale medier, at der blev fundet en død mand i lastbilens førehus - en polsk statsborger - og at der angiveligt skulle være tale om den oprindelige chauffør.

Det har sat gang i spekulationerne om, at lastbilen var kapret af gerningsmanden. Sidstnævnte flygtede fra stedet efter blodbadet, men blev senere anholdt. Flere medier - blandt andre Bild og Die Welt - skulle der være tale om en pakistansk mand, som kom til Tyskland december 2015 som flygtning. Han er kendt af politiet for mindre forbrydelser.

Lastbilen blev angiveligt stjålet fra en byggeplads. En polsk speditør bekræfter overfor TV-kanalen TVN24, at de sendte en lastbil lastet med stålkonstruktion fra Italien mod Berlin mandag. Af uvisse årsager blev den forsinket og måtte vente til næste dag med at losse lasten. Den stod derfor parkeret i Berlin, hvor det var planen, at den skulle stå til dagen efter.

Da den dukkede på på julemarkedet ved Kürfurstendam, viste dens fartskriver, at nogen havde forsøgt at starte motoren omkring klokken 15.44 og igen klokken 16.52 og 17.37. Begge gange blev bilen stående. Klokken 19.34 startede motoren igen, og lastbilen kørte væk.

»Det ser ud som om nogen har øvet sig på at køre bilen. Vedkommende havde åbenbart problemer med at få den i gang,« siger Lukasz Wasik til polske WP Money.

Det er endnu ikke bekræftet fra officiel side, at lastbilen skulle være blevet kapret, ligesom det heller ikke er blevet bekræftet endnu, om der er tale om et angreb eller et uheld.

Politiet i Berlin siger dog tirsdag morgen, at de efterforsker episoden som terror. De begrunder deres formodninger med, at man allerede nu i den tidlige efterforskning har fundet frem til, at lastbilens chauffør har kørt ind i julemarkedet med fuldt overlæg.

Tysk politi afholder pressemøde klokken 13, hvor de angiveligt kommer til at fortælle om flere detaljer, skriver The Guardian.

Die Zietung skriver, at der i øjeblikket bliver delt informationer om angrebet på sociale medier og beskedtjenester, der linkes til terrorgruppen Islamisk Stat. Selvom angrebet nu efterforskes som terror, betyder det ikke, at en specifik gruppe står bag, ligesom ingen gruppe har taget ansvaret for angrebet.