Der ligger et lig i kælderen!

Da håndværkere gik i gang med at sætte en gammel nedslidt ejendom i stand i hjertet af Paris, gjorde de et uhyggeligt fund:

I kælderen i den tidligere herskabsbolig i et af de mest attraktive områder i byernes by lå resterne af et lig.

Det skriver den franske avis Le Monde.

Huset har stået forladt i mere end 30 år, men blev tidligere på året solgt for over 35 millioner euro (omkring 260 millioner danske kroner, red.). Køberen var den franske finansmand Jean-Bernard Lafonta.

Den forfaldne bygning ligger i 12 rue Qudinot, få minutters gang fra bygningskomplekset Hôtel des Invalides og den officielle bolig for den franske statsminister.

Billeder på Twitter viser, hvordan den før så imponerende bygning har tilmurede vinduer og en gårdhave, der er fuldstændig groet til.

Jean-Bernard Lafonta gik da også straks i gang med at renovere bygningen, men snart stødte håndværkerne på et problem:

Da de fjernede en bunke planker og murbrokker i en af palæets kældre, stødte de på resterne af liget, som udover en række knoglebrud også havde spor af knivstik.

Derfor efterforsker politiet sagen som et drab.

Identitetspapirer, som blev fundet ved liget, antyder, at den afdøde er den hjemløse Jean-Pierre Renaud.

»Han var en person uden fast bopæl med et alkoholproblem,« siger en kilde hos politiet til Le Monde og fortsætter:

»Vi forestiller os, at han har været i slåskamp med en anden, som også levede på kanten. Men det er uklart, om han døde i palæet, eller om han blev bragt dertil, og vi finder måske aldrig ud af, hvem som er ansvarlig. Det er meget muligt, at morderen nu også er død.«

The Guardian citerer lokale medier for oplysninger om, at liget sandsynligvis har ligget i kælderen i mere end 30 år.

»Alle var knuste over at finde ud af, at det havde ligget der så længe, uden at nogen af os vidste det,« siger Sabine Lebreton, vicepræsident i en lokal organisation, som arbejder med renovering af historiske ejendomme.

Renauds børn er blevet underrettet om fundet.

Umiddelbart efter, at liget dukkede op, blev arbejdet med at renovere ejendomme midlertidig indstillet. Det ventes at gå i gang igen i løbet af sommeren.