Først tirsdag i denne uge blev ligene af den australske tv-vært Jesse Baird og hans kæreste, stewarden Luke Davies, fundet.

Det skete, efter politimanden Beau Lamarre-Condon, som tidligere havde dannet par med Jesse Baird, meldte sig selv til politiet og indvilgede i at oplyse ligenes placering.

Men ligene, som blev fundet i hver sin surfbrættaske på en landejendom i Bungonia omkring 160 kilometer sydvest for Sydney, kunne være fundet langt tidligere.

Det afslører nye detaljer om det formodede dobbeltdrab.

Politiets efterforskning har kortlagt, hvordan en kvindelig bofælle til Jesse Baird gik ud i haven ved deres hjem i Sydney-bydelen Paddington, hvor parrets lig lå i surfbrætposer dækket af en presenning.

Kvinden opdagede, at der var løbet blod ud fra den ene af de to poser, men hun troede, at det var rødbedesaft, som var blevet spildt af en anden bofælle.

Derfor tog hun tre billeder af poserne, så hun kunne bruge dem til at fortælle om rodet. Hun rørte også ved den ene af poserne, som, hun mente, føltes 'klumpet', skriver News.com.

Ved nyheden om, hvad de to poser i virkeligheden indeholdt, blev hun rystet.

Parret forsvandt i sidste uge. Siden er de blevet fundet dræbt. Luke Davies ses til venstre, mens Jesse Baird ses til højre. Foto: Instagram/Jesse Baird
Parret forsvandt i sidste uge. Siden er de blevet fundet dræbt. Luke Davies ses til venstre, mens Jesse Baird ses til højre. Foto: Instagram/Jesse Baird Foto: Foto: Instagram/Jesse Baird
Vis mere

»Det ville aldrig falde nogen ind, at de i virkeligheden stod og så på noget så uhyggeligt,« fortæller en kilde tæt på efterforskningen til Daily Telegraph.

Politiets efterforskning har også vist, at der på tidspunktet for de formodede drab blev foretaget et opkald til politiet.

På optagelsen kan en mandestemme høres sige »forsvind nu«, før forbindelsen bliver afbrudt.

Politiet mener, at Beau Lamarre-Condon mødte op på adressen mandag sidste uge klokken 09.40 og skød de to mænd. Det var her, naboerne hørte det, der lød som pistolskud.

Mistanken blev da også med det samme rettet mod ham, efter politiet talte med Jesse Bairds mor, som fortalte, at sønnen i længere tid var blevet stalket af ekskæresten.

Det satte en to dage lang menneskejagt på Beau Lamarre-Condon i gang, før han endelig meldte sig selv.

Mens han var på fri fod, besøgte han dog en kvindelig ven, som fortæller, at han virkede søvndrukken og vrøvlende. Han talte blandt andet om, at »liget ikke ville synke,« og han nævnte, at han havde kørt en anden kvindelig ven ud på landet.

Hende har politiet også afhørt, og hun fortæller, at hun blandt andet åbnede en port for ham, som han kørte igennem. Da han kom tilbage, bemærkede hun, hvordan en blå presenning, som tidligere havde dækket noget bag i bilen, var blevet fjernet.

Efterforskningen peger på, at kun drabet på Jesse Baird var overlagt, mens Luke Davies blev dræbt, fordi han var det på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Beau Lamarre-Condon sidder fortsat varetægtsfængslet, mens efterforskningen af sagen endnu er i gang.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.