Siden den amerikanske kvinde Mary Cerrutis forvandt tilbage i 2015, har det været et mysterium, hvad der skete med hende. Nu ser det ud til, at sagen endelig er opklaret efter en grusom opdagelse i hendes hjem.

Det skriver flere amerikanske medier, Heriblandt Houston Chronicle.

For da de nye ejere flyttede ind i huset i Houston, tilbage i marts 2017, efter det havde været på auktion, fik de sig en ubehagelig overraskelse. I et lille hul under gulvet på loftet fandt de et par sko, briller og et skelet. I første omgang kunne retsmedicinere konstatere, at der var tale om en hvid kvinde, som var over 40 år gammel.

Men da man ikke havde nogen DNA-spor fra Mary Cerrutis, var det først tirsdag, næsten et år efter fundet, at man endelig kunne konstatere, at der var tale om den 61-årige forsvundne kvinde.

The Harris County Institute of Forensic Sciences, der stod for undersøgelserne, lykkedes med at sammenholde billeder og en video af Mary Cerruti, som de havde modtaget af hendes arbejdsgiver. På billedet og videoen kunne de se, at Mary Cerruti havde en karakteristisk hage og en meget firkantet kæbe.

Samtidig kunne de konstatere ud fra videoen, at Mary Cerruti havde svært ved at bevæge sin kæbe ordentligt, når hun talte, og det stemte ligeledes overens med de kæbeknogler, som man fandt i huset.

Med de oplysninger kunne de således slåes fast, at der var tale om Mary Cerruti.

Det står endnu uklart, hvordan Mary Cerruti døde, men politiet har en formodning om, at hun er faldet på loftet og i sidste ende sultet ihjel.