Han nåede at dræbe to, men havde der ikke været modige passagerer på toget, var endnu flere blevet stukket ihjel.

Bild kan nu fortælle de grufulde detaljer om, hvad der skete i et regionaltog mellem Kiel og Hamburg onsdag aften.

To blev dræbt, tre blev alvorligt såret, og fire blev lettere såret, da en mand gik amok med en kniv. Ofrene var tilsyneladende fuldstændigt tilfældige.

Ifølge Bild er de døde en henholdsvis 17-årig kvinde og en 19-årig mand.

De kunne ikke nå at reagere på mandens angreb, men andre passagerer tog sidenhen kampen op og forsvarede sig ved at kaste blandt andet kufferter efter ham.

Der var i alt 120 passager med regionaltoget. En af dem var 61-årige Christian Götzner. Han fortæller:

»Jeg var bange for mit liv! Først gik han amok i den ene afdeling af toget, så dukkede han op hos os og svingede med en kniv. En rejsende smed en kuffert på ham.«

Toget stoppede ved stationen i den lille by Brokstedt, og her fortsætte kampen mellem passagerer og morder på perronen. Politiet fik dog hurtigt kontrol over manden.

Gerningsmanden er ifølge Bild en 33-årig statsløs palæstinenser, som i den grad ikke er ukendt hos politiet.

Ikke færre end 12 gange har flygtningen siden 2015 været i kontrovers med loven. Han har flere voldsdomme og domme for både tyveri og røveri.

Han har kun været på fri fod siden 19. januar, hvor han senest blev løsladt fra fængslet.

Gerningsmanden er ikke kendt som politisk ekstremist. Han virkede meget forvirret efter anholdelsen onsdag aften.