Tirsdag blev en svensk familie bestående af to børn og to voksne fundet døde i en villa i byen Bjärred i det sydlige Sverige, og nu tegner rektoren på børnenes skole et billede af en familie i 'dyb krise'.

Det skriver den svenske avis Expressen.

»Vi har arbejdet tæt, og vi har set en familie i en dyb krise. Men at det ville gå sådan her lå ikke i kortene. Det kunne ingen tro,« siger Margareta Strand Karlsson, der er rektor på Alfredshällsskolan i Bjärred, til Expressen.

Politiet blev tilkaldt til familiens adresse omkring klokken 18 tirsdag, efter en person havde henvendt sig til myndighederne og udtryk bekymring, fordi en af beboerne i huset ikke var mødt på arbejde. Senere samme aften stod det klart, at der var tale om en familie på to voksne og to børn, der var fundet døde. Ifølge Expressen er der tale om en kvinde på omkring 50 år, en mand på omkring 45 år og deres to døtre.

Politiets teknikere har siden undersøgt hjemmet, og politiet har meddelt, at man efterforsker sagen som et mord, men man leder ikke efter en gerningsmand. Man afventer i øjeblikket retmedicinske undersøgelser og obduktion.

På et pressemøde onsdag fortalte grundskoleansvarlig i Lomma Kommune, Svenjohan Davidson, at de to piger begge blev undervist hjemme af medicinske årsager, man dog ikke kan komme nærmere ind på. Den ældste pige var blevet hjemmeundervist siden sjette klasse fire dage om ugen, mens den yngste har haft hjemmeundervisning tre dage om ugen siden efteråret. Pigerne var indskrevet i to forskellige skoler.

Den yngste datter gik på Alfredshällsskolan i Bjärred, som ifølge Expressen er præget af dyb sorg. Onsdag flagede skolen på halv, og der er indrettet et minderum, hvor der på et bord stod et billede af de døde piger samt stearinlys. På væggen havde børnene fået lov at hænge tegninger og hilsner.

Expressen har også talt med chefen til pigernes far, som fortæller, at han blev bekymret, da faderen ikke dukkede op til en konference, han selv havde arrangeret. Chefen fortæller desuden, at faderen arbejdede meget hjemme for at tilbringe mere tid med sine døtre. Han beskriver desuden faderen som både kompetent, men samtidig 'hyggelig og social'.

Politiet oplyser til Expressen, at man skal i gang med afhøringer af både skolepersonale, familie og kolleger, og at man desuden afventer yderligere oplysninger fra de undersøgelser, der er foretaget.

»Vi kommer ikke til at fortælle noget om, hvad der er kommet frem, før det står helt klart,« siger Ewa-Gun Westford, kommunikationschef hos politiet i region syd.