Hvad skete der i villaen på Sloraveien i Lørenskog 31. oktober 2018?
Det spørgsmål har efterforskerne i sagen om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen forsøgt at få opklaret lige siden den skæbnesvangre efterårsdag, hvor den norske milliardærfrue blev meldt savnet.
Men her - godt halvandet år efter - er norsk politi tilsyneladende stadig langt fra svaret på dét mysterium.
Selv om politiet har forsøgt at kortlægge dagen minut for minut, er det ifølge avisen VG stadig ikke fastslået, præcis hvornår hun blev enten bortført eller dræbt.
Da hendes mand gennem mere end 40 år - og faderen til hendes tre børn - kom hjem om eftermiddagen, var hun sporløst forsvundet, og ingen har tilsyneladende set eller hørt fra den dengang 68-årige kvinde siden.
For to uger siden blev Tom Hagen så anholdt og sigtet i sagen. Mistænkt for drab eller medvirken til drab på sin hustru. Han nægter sig skyldig og er blevet løsladt igen. Han er dog fortsat sigtet i sagen.
Politiet ved, at ægtemanden Tom Hagen kørte afsted på arbejde, som han plejede, om morgenen 31. oktober. Flere videokameraer i området fangede billederne af hans bil, da han kørte den korte vej fra hjemmet og til jobbet.
Sikkert er det også, at Anne-Elisabeth sendte en sms ved ni-tiden, og at hun talte i telefon med en af ægtemandens ansatte fra klokken 8.56 og flere minutter frem. Da en elektriker ringede til hende en halv times tid senere, blev der ikke svaret.
Politiet har hele tiden ment, at netop de 32 minutter var afgørende for opklaringen af sagen.
Imens rigmandsfruen talte i telefon, kørte en bil op på en gangsti bag ved parrets villa på Sloraveien 4. Både politi og de norske medier har siden talt og skrevet meget om den mystiske bil, som blev fanget af et videokamera i nabolaget. Trods efterlysninger i medierne og intens efterforskning er det stadig en gåde, hvem der kørte i bilen, og hvad den skulle i området.
Kort efter, klokken 9.14, ringede Anne-Elisabeth til et familiemedlem og talte i få minutter. Den samtale er ifølge politiet det sidste sikre livstegn fra hende.
Da en håndværker, som hun havde en aftale med, ringede lidt i ti, tog hun ikke telefonen.
Avisen VG har også fået oplyst, at et familiemedlem ringede til hende efter klokken ti, men heller ikke her blev der svaret.
Tom Hagen er en af Norges rigeste mænd. Han har tjent sin formue gennem et elselskab og ved at investere i ejendomme.
I løbet af dagen 31. oktober forsøgte han ifølge VG flere gange at få fat på sin hustru, og blev mere og mere bekymret for hende, da det ikke lykkedes ham at ringe hende op.
Omkring klokken halv to om eftermiddagen blev han så urolig, at han tog hjem for at se, om der var noget galt.
Han har senere forklaret politiet, at han forgæves ledte efter hende og ringede til hende igen.
Omkring klokken 14.10 slog han alarm til politiet og fortalte, at hans kone var væk, og at han havde fundet et trusselsbrev, hvor ukendte gerningsmænd krævede en gigantisk løsesum i kryptovaluta.
For nylig afslørede politiet, at de mener, Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt i hjemmet, inden en eller flere gerningsmænd skaffede hendes lig af vejen.
Det fik Tom Hagens forsvarer, Svein Holden, til at understrege, at ægtemanden har et sikkert alibi for det tidsrum, hvor politiet mener, hun blev slået ihjel.
Forsvareren mener desuden ikke, at politiet har bevis nok for, at fru Hagen blev dræbt i hjemmet.
Efter hans mening er det lige så sandsynligt, at det er sket efter, at hun er blevet bortført fra huset.
Da Tom Hagen i sidste uge blev løsladt fra sin varetægtsfængsling, anholdt politiet en mand i 30'erne. Han er en bekendt af Tom Hagen og har erfaring med IT og kryptovaluta.
Også han er siden blevet løsladt. Han nægter sig også skyldig.