23 år efter den tragiske brand på Scandinavian Star, der kostede 159 personer livet, er der nu kommet chokerende nye oplysninger i sagen. Vidner fortæller, at de så tre mystiske mænd forlade færgen efter branden.

- Det var noget, jeg så for 23 år siden. Da færgen lagde til ved kajen, hoppede der tre personer ud af en lastelue på styrbordssiden. De løb i modsat retning af, hvor politiet havde sat sine afspærringer.

Sådan fortæller Johnny Kalleste til den norske avis VG. Han var sammen med flere andre sendt ud til kajen i Lysekil, hvor den udbrændte færge lagde til den 7. april 1990, for at fjerne biler, der havde været på skibet. Han sad derfor i sin lastbil, da han så de tre mænd, som han mener helt tydeligt forsøgte at undgå at blive set.

De nye oplysninger kommer, efter at en selvudnævnt ekspertgruppe i begyndelsen af april fremlagde en opsigtsvækkende rapport, der konkluderede, at branden var en mordbrand, der blev påsat af skibets personale. Og at formålet med branden var forsikringssvindel. Ekspertgruppens oplysninger fik blandt andet norsk politi til forleden at meddele, at man overveje at genåbne efterforskningssagen.

- Vi har nu bedt om, at de nye fakta, vi ikke har haft adgang til tidligere, bliver dokumenteret i en rapport. Dette kan komme til at danne grundlag for ny efterforskning af sagen, fortalte Oslos politimester, Hans Sverre Sjøvold til Politiken.dk.

Men omtalen af ekspertgruppens konklusioner fik altså også Johnny Kalleste til at melde sig med den interessante oplysning - en oplysning, der har naget ham i 23 år.

- Min observation virkede ikke så vigtig dengang (da skibet kom i havn, red.), men gennem årene er skibsbranden blevet mere og mere mystisk, og jeg har tænkt meget på, hvad jeg så. Da jeg læste i medierne, at efterforskningsgruppen fastslog, at mandskabet havde medvirket (til at starte branden. red.), tog jeg kontakt, fortæller han til VG.

Johnny Kalleste kontaktede politimanden Agne Knutson, der ledede efterforskningen af Scandinavian Star de første dage. Politimanden fandt oplysningen interessant og har videregivet den til den private efterforksningsgruppe ' Stiftelsen Efterforskning av mordbrannen "Scandinavian Star".

Ifølge Johnny Kalleste var de tre mænd af asiatisk eller portugisisk udseende og så ud, som om de var mellem 30 og 40 år.

Og netop den oplysning er yderst interessant. Morgan Ask og hans kollega Jørgen Sernemo,, der begge arbejdede i rednings- og brandsektionen, stod nemlig på samme kaj. Og de så også en asiatisk-udseende person hoppe ud af lugen i færgen, da den lagde til havn.

- Jeg er 100 procent sikker på, at der kom mindst én person ud. Der skulle ellers kun have været redningspersonale på færgen, da den lagde til kaj, det var derfor, jeg reagerede på det det, fortæller Sernemo til VG.

Både den private efterforskningsgruppe samt den tidligere efterforskningsleder for pårørendegruppen ved Oslo politi, Leif A. Lier, siger til VG, at han finder de nye oplysninger interessante. En skibsteknisk ekspert fra ekspertgruppen fortæller desuden, at ingen af de sete personer er blevet registreret på hverken passagerlister eller mandskabslister.