CIA, den amerikanske efterretningstjeneste, vil udnytte en mulighed uden fortilfælde for at få oplysninger om Rusland.

'Er dette det liv, jeg drømte om? Stien jeg valgte?'

Sådan lyder beskeden i en video først publiceret på Telegram af CIA mandag. Siden er den også publiceret på Twitter og YouTube.

Men man behøver slet ikke være en ny Carl Hamilton, Jason Bourne eller James Bond for at kunne hjælpe.

Budskabet går angivelig nemlig ud til helt almindelige russere, som er trætte af krigen i Ukraine og livet i Rusland, rapporterer CNN.

CIA mener nemlig, at man lige nu har en mulighed helt uden fortilfælde for at få almindelige russere til at dele hemmeligheder.

Videoen slutter med instruktioner om, hvordan man kan tage kontakt til CIA både anonymt og sikkert, og håbet er nu, at russere i følsomme positioner med adgang til værdifulde oplysninger vil dele ud.

»Vi ønskede at give russere besked om på deres eget sprog, at vi ved, hvad de går igennem,« siger en CIA-ansat til CNN. Vedkommende har krævet anonymitet.

Man understreger imidlertid samtidig, at videoen ikke har til hensigt at skabe uro i den bredere russiske befolkning, hvor Vladimir Putin fortsat har bred støtte.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Det handler om at nå ud til mennesker, som måske ikke er endeligt overbevist af den russiske præsidents argumenter, og som er i tvivl og mangler et formål. Eller måske føler sig undertrykt.

»Vi vil leve med værdighed takket være mine handlinger,« lyder det fra en fortællerstemme i videoen, mens en kvinde i en bil kontakter CIA via sin telefon.

Det er ikke første gang, de amerikanske efterretningstjenester forsøger at indhente oplysninger fra Rusland.

»Vi kigger rundt i verden efter russere, som væmmes lige så meget ved det, som vi gør,« sagde CIA-direktør David Marlowe ifølge CNN i november.

Også FBI har ved tidligere lejligheder forsøgt at rekruttere utilfredse russere.