Natten til mandag blev politiet alarmeret om, at noget var helt galt på en adresse i London-bydelen Southwark.

Da betjentene ankom, blev de mødt af et frygteligt syn.

Tre kvinder og en mand blev fundet dræbt på adressen på Delaford Road, kort efter at politiet var blevet alarmeret klokken 02.40.

Nu er en 28-årig mand – som blev anholdt mandag – blevet sigtet for de fire drab.

Det skriver Sky News.

Mediet har også nye – og tragiske – oplysninger om ofrene.

De er identificeret som 64-årige Dolet Hill, 58-årige Denton Burke, Tanysha Ofori-Akuffo på 45 år og Samantha Drummonds, som blev 27 år gammel.

Der er tale om tre generationer af samme familie, idet Dolet Hill er mor og bedstemor til henholdsvis Ofori-Akuffo og Drummonds.

Denton Burke var Dolet Hills partner.

De blev alle fire erklæret døde på stedet.

Ifølge Sky News' oplysninger blev de dræbt med knivstik.

Gerningsmanden skulle have kendt de fire ofre.

Der er ingen oplysninger om motivet bag de fire mord.

Den 28-årige skal for retten i Westminster. Sky News oplyser ikke hvornår.